af Viggo Smitt | 20. okt 2024 | Djævlens advokat
Gæsteindlæg ved Skolekommisær, pensioneret overlærer V. Smitt
Pædagogisk mnemoteknik
Jeg har med henvisning til GDPR anonymiseret de her omtalte personer, så enhver lighed med nulevende personer er urovækkende og ubehagelig. Da jeg ser på sagen med stor alvor har min lange pædagogiske erfaring og min teoretiske indsigt dikteret de mnemotekniske dæknavne, jeg har valgt til anonymiseringen.
Helt overflødige analoge læremidler på Gåserup Skole
Sammen med min kloge kollega, Cruella, brugte jeg sidste forår noget tid på at rydde op i et fysiklokale. Det gik op for mig, at hun ville smide samtlige klassesæt af lærebøger ud i containeren. Jeg stod ikke og skulle bruge dem umiddelbart, men opfattede det – uden tvivl grundet min manglende indsigt i digitalismens velsignelser – som min moralske pligt at redde nogle af dem. Herunder et udklip af vores mailudveksling om sagen:
– Kære Cruella kunne vi ikke nok beholde bare et klassesæt af de forskellige lærebogssæt?
– Nå Boomer. Du ønsker at beholde bogsystemerne udelukkende baseret på dine egne behov – det har absolut intet med elevernes indlæring eller faglige udbytte af fagene at gøre, det vil jeg gerne udtrykke min store utilfredshed med. Du er nok syg!…eller måske skal du på kursus.
Vores pædagogiske leder, Ratata, mente også, at der var for mange bøger, og det havde han også set på andre skoler rundt omkring, hvor de gamle bøger bare fyldte op, og det var da irriterende. Ratata var yderst venlig, forstående og imødekommende overfor især de mest besværlige børn og deres forældre. Overfor os lærere gjorde han sin pligt som nidkær kontrollant. Der var et spejl inde på Ratatas kontor, og jeg kom engang for skade at se ham spejle sig. Han så mig heldigvis ikke, men den han så i spejlet er en figur jeg kalder ”Store Leder”. Jeg så noget lidt andet i Ratata, og Cruella opdagede vist ikke, hvor håbløs han var til at bruge simple IT-værktøjer.
Uberettiget analog læsning og empatisk digitalisering
Jeg tænkte, at Cruella nok havde ret og, at den var helt gal med mig. Men jeg synes godt nok, at jeg havde læst noget om, at elevers læsefærdigheder ville være bedre tjent med mere analog læsning. Derfor tænkte jeg, at det kunne være godt at lægge skærmene væk en stund, men det turde jeg selvfølgeligt ikke fremføre.
Jeg havde endda kontakt med de kloge fuldmægtige i Papyrusstyrelsen. De sendte mig links (ja IT er da nyttigt) til undersøgelser, som samlet også indikerede, at analog læsning var bedst – især når det gjaldt fordybelse. Men jeg afventede nu alligevel Cruellas visdom, selv om jeg af og til fik den tanke – som jeg dog stadig bebrejder mig selv, for det kan jo ikke passe – at det mest handlede om hendes følelser.
Dejlig digital didaktik
Måske gør nogen IT-programmer noget for læsning, jeg tænker på det, der hedder Appwriter til ordblinde. Det undrede mig, at ordblinde elever, så nemt kunne vælge det fra. Det handlede om ikke at tage sig dum ud i klassekammeraternes øjne – at være dum var vist ok. Jeg tog sikkert fejl, men stigmaet kunne vel reduceres, hvis alle klassens lærere i enighed insisterede på, at ordblinde elever skulle anvende virksomme værktøjer. Som ofte før vidste Cruella selvfølgelig bedre, så der blev f.eks. ikke lagt pres på Guffi for at bruge programmet. Han blev kaldt Guffi på lærerværelset, eller det var begyndt med fedtmule og siden Fætter Guf, som var blevet til Guffi. Det turde vi selvfølgelig ikke sige, når Cruella var der. Udover den store næse var Guffi kæmpestor og meget dominerende i 7. bling. Klassen hed egentlig 7. b, men støjen og den manglende koncentration havde givet dem ”kælenavnet” bling. På skolen var reglen, at eleverne skulle stille mobiltelefonen i mobilhotellet, når timen begyndte. Men Cruella betroede mig, at det ville hun ikke, for det føltes ikke rigtigt. Det blev derfor svært for mig at fastholde dette blingreducerende tiltag i den vores fælles klasse. Men jeg tror naturligvis på Cruellas visdom, selvom jeg godt nok ikke helt kan forklare den for mig selv.
Det største problem i klassen var Guffis manglende koncentration. Når man satte dem til at løse en opgave, kunne Guffi ikke læse teksten og satte derfor aktivitet i gang blandt drengene især Kuno, Knosti, JøkJøk og Smatbob. Da pigerne især Yrsa-ubehag, Smaddy og LaLa beundrede Guffi, var undervisningen nu effektivt blokeret.
De elever der ikke lavede støj var suget ind i deres mobiltelefoner eller de af skolen udleverede PCére. Deres stilhed var jeg næsten taknemmelig for. Selv om det var svært for mig at skabe en relation til dem, når de var opslugt af deres skærme, men jeg er jo heller ingen Cruella.
I mine dansktimer gennemførte jeg en staveprøve med eleverne. Underligt nok, var den på papir selvom det digitale her for mig at se kunne komme til sin ret. Det tog nemlig mange timer at rette besvarelserne. Jeg har senere forstået, at det digitale især er vigtigt for eleverne, mens vi lærere har godt af bruge meget tid på rettearbejde, så vi yder noget for vores løn, som Ratata sagde – og så vi kender vores plads, som han mente. Niveauet for stavning i 7. bling var mildt sagt ikke imponerende. Jeg fortalte eleverne direkte, at det ikke var så godt, og at de skulle gøre sig umage og få lært at stave. Jeg håbede, at gøre dem til bedre læsere. Men min strategi var selvfølgelig helt forkert, fordi den ikke fremkaldte gode og rare følelser hos eleverne.
Digital relationskompetence
Cruella og jeg skulle arbejde sammen. Men når jeg nævnte de her problemer, sagde hun altid, at hun enormt godt kunne lide Guffi. Jeg var mindre begejstret, og det er med næsten ubærlig skam, at jeg indrømmer, at jeg i ubevogtede øjeblikke fantaserede om, at nogen ville udsætte dette ”vidunderlige unge menneske” for opdragelse. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor en kvindelig lærers betagelse af en uartig teenagedreng er et gyldigt argument. Men min manglende forståelse, skyldes helt sikkert min dårlige relationskompetence. Relationskompetence – som indført at de nyere pædagogiske forsknings mægtige orakel, Lusita Klinghult – er fantastisk, næsten som Kristi Genkomst for folkeskolen. Jeg nævnte ganske vist for Cruella, at i nutidens folkeskole med hyppige lærerskift og endnu hyppigere vikardækning (med skiftende vikarer) ville krav om en hensigtsmæssig skoleadfærd hos eleverne i alle timer måske være en mere realistisk løsning. Cruella blev meget vred over denne bemærkning fra min side, så jeg kunne godt mærke, at jeg var helt galt afmarcheret, og jeg bør jo også kende mig selv især mine begrænsninger og ikke sætte mig op imod Lusita Klinghults og Cruellas samlede visdom. Jeg tror, det er fornemmelsen af Cruellas visdom, der har fået mig til at indse, at kunstig intelligens kan overtage relationsarbejdet i forhold til ikke mindst elever som Guffi. Man behøver måske ikke stoppe der, for dette skønne nye digitale værktøj kan vel også overtage omsorgsopgaven i de mindre klasser på samme måde, som man er ved at koble det ind i ældreplejen.
Råd til regeringen og UNESCO
Her i foråret 2023 har magtfulde politikere udtrykt digitaliseringsbekymring. Statsministeren vil gøre noget ved børn og unges brug af mobiler af hensyn til deres trivsel og undervisningsministeren vil stimulere den analoge læsning i folkeskolen. Jeg har til min store forbavselse også opdaget, at Lusita Klinghult er en stor modstander af omfattende skærmbrug og at selveste UNESCO vil have mobiltelefoner forbudt i klasselokaler.
Men jeg har jo mødt Cruella og forstår nu, hvor vigtig den uhindrede tilgang til det digitale er med henblik på at stimulere problembehandlingskompetencen, tankegangskompetencen men især for at give undervisningen potentiale til de centrale fagoverskridende dimensioner.
I virkeligheden er relationsarbejdet også som ovenfor antydet også bedst tjent med fri digital adgang. Det blev yderligere klart for mig, da Mette Medusa i 7. Bling betroede mig, at hun stod i forhold til sin mobiltelefon. Med min indskrænkede indsigt troede jeg først, at det var en fjoget vittighed, men jeg forstod det bedre senere forklarede Cruella mig, hun havde støttet Mette Medusa i dette, for det var jo også en relation, og det relationelle var jo vigtigt. Derfor ville det ifølge Cruella f.eks. være tudetosset at lade Mette Medusa aflevere sin telefon i timerne.
Jeg stoppede på Gåserup Skole i foråret, men tænker herved et nyt skoleårs begyndelse, at Statsministeren, Undervisningsministeren, Forskeren Lusita Klinghult og UNESCO kunne have gang af stor gavn af at tale med Cruella. Jeg burde måske nok påtage mig at formidle kontakten til Cruella, men jeg vil jo nødig ulejlige hende.
af Viggo Smitt | 15. maj 2024 | Djævlens advokat
I sin tid som justitsminister lykkedes det den nu afdøde politiker Søren Pape at forbyde den kriminelle bande Loyal to Familia, LTF. Mange mener, at dette blot skjuler problemet, men jeg tænker, at det kan være et virksomt signal. Så lad os bruge tiltaget noget mere.
Lad os forbyde banden Loyal to Landbrug, LTL. For et par år tid siden tabte denne bande en sag mod forskeren Stiig Markager. Men de vandt sådan set alligevel, for sagen var anlagt med henblik på at intimidere dygtige, kompetente og hæderligere forskere. De fleste af dem frygter nemlig det langtrukne mediecirkus omkring retsopgør, selv hvis de er 99,9 pct. sikre på at vinde. Stiig Markager er med sin ret frygtløse person undtagelsen. Så med denne intimidering af Stiigs mere stilfærdige kolleger står der nu 1-0 til ondskaben.
Derfor skylder vores justitsministerium os at gøre noget ved sagen, og begrundelserne ligger lige til højrebenet. Loyal to Landbrug har for ganske nylig udstedt trusler, som er egnet til at fremkalde frygt. Truslerne er af ledende bandemedlemmer fremsat i fuld offentlighed overfor personer, der offentligt tillader sig at ytre uenighed med banden.
Banden havde selv inviteret økonomiprofessor Michael Svarer til deres generalforsamling, men udsatte ham alligevel for følgende…
“-Michael, inden du kom på, sad vi og snakkede om, at du er egentlig modig, for havde det nu været 1824, så havde vi i formiddags været ved at bygge en galge herude bagved og hængt budbringeren” lød kommentaren fra det ledende bandemedlem Holger Iversen.”
Banden og Iversen – som ikke har fortrudt sin udtalelse – forsøgte senere at gøre episoden til en spøg, men i situationen og med kendskab til banden, kan ingen retsindige mennesker være i tvivl om, at det er en slet skjult trussel.
Og et bandemedlem sagde, at man skulle have ”skovlen under” præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.
Et andet – desværre indtil videre anonymt bandemedlem – foreslog overfor Altinget, at Bæredygtigt Landbrug afholder et møde ”et sted, hvor der er en voldgrav med stejle kanter”.
De bandemedlemmer, som har fremsat disse trusler, skal naturligvis straffes. En udladelse heraf vil krænke de retsstatsprincipper, som vi ved enhver given lejlighed hylder. Vi kan og må ikke lade principperne forblive i skåltalerne. OG straffelovens paragraf 266 er ikke specielt utydelig på det område:
”Den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Og da ikke mindst denne præcisering:
“Stk. 2 Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at truslen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller i øvrigt har til formål at forhindre den forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat.”
Og når dommene over de truende bandemedlemmer er faldet, bør man så arbejde på at forbyde banden.
Når det er gjort, må og skal det politiske system tage et stort generalopgør med landbruget. Væk med de langvarige syltekrukker, som f.eks. trepartsforhandlinger om minimale frivillige ordninger. Landbruget skal ikke ødelægge vores natur, mens de forhaler enhver forhandling om at gøre det bare lidt bedre. TVANG er en ubetinget demokratisk nødvendighed overfor landbruget. Vores politikere har en entydig etisk forpligtelse til med kort varsel at gennemføre en række tiltag:
- Lavbundsjordene skal ufortøvet tages ud af drift, så Limfjorden og de andre indre farvande ikke kvæles i kvælstof
- Den animalske produktion skal begrænses ganske meget
- Svinebestanden skal især drastisk reduceres. Ikke mindst fordi de enorme svinefarme er reservoirer for noget der kan blive meget værre end Corona
- Pesticider skal udfases hurtigt. Ja vi skal ikke have vores jord og grundvand gjort ubrugeligt for fremtidige generationer
Når vrede landmænd så demonstrerer mod disse uomgængelige tiltag, skal de med alle lovlige midler bremses. Det skal ske med samme fasthed klimademonstranter mødes med.
I usikre tider skal Danmark naturligvis kunne være selvforsynende med fødevarer i en lang periode, hvis det skulle blive nødvendigt, og derfor skal der naturligvis være et landbrug. Men politikerne skal – da ikke mindst af hensyn til forsyningssikkerheden – ikke være håndsky mht. at regulere landbruget. Man kan begynde med at bortskære landbrugsstøtten til alt, hvad der skader klima, miljø og dyrevelfærd.
PS: Banden indikerede allerede ved sin stiftelse sin kriminelle natur ved at give sig selv titlen, Bæredygtigt Landbrug. Det giver mindelser om brutale diktatorer, der lader sig omtale som fredsengle.
af Viggo Smitt | 2. jan 2024 | Djævlens advokat
Dronning Margrete abdicerer, men desværre fortsætter monarkiet, og vi får ikke den republik vi også blev snydt for da Frederik 9. døde. For 52 år siden.
Jeg har i en årække været formand for Republik NU bevægelsen i Danmark, men jeg fratrådte i 2023, fordi det næsten er umuligt at skabe opslutning om den sag. Jeg stoppede ikke fordi min egen overbevisning havde ændret sig. Tværtimod er jeg, i de år hvor jeg har interesseret mig for sagen, blevet mere og mere overbevist om, hvor uheldigt monarkiet er.
Imidlertid virker mine argumenter ikke mod den storm af følelser, som aktiveres ved royale begivenheder, og det er med til at give endnu plads for den uigennemsigtige magtudøvelse, der sker i og omkring kongehuset.
Det underligste fænomen er den skamros, der ved enhver given anledning bliver kongelige personer til del. Der er nærmest en endeløs forsyning af hofsnoge i medierne, som italesætter hvor ophøjede og uovertrufne de kongelige skulle være. Det er min overbevisning, at alle gode borgere har en forpligtelse til at udpege, håne og latterliggøre disse hofsnoge.
Det seneste udtryk for den klistrede skamros er, at den just annoncerede abdikation skulle være et udtryk for dronningens vældige takt og kløgt.
En mere realistisk analyse vil vide, at dronningen har mistet grebet, og at abdikationen er forsinket damage control: Som modstander af monarkiet er jeg inderligt ligeglad med, om Joakims børn er prinser eller grever. Men hvis jeg var spindoktor for kongehuset, ville have fået åndenød, da dronningen pludseligt fratog dem titlerne og en grædende Prins Patetisk (Joakim) lod sig interviewe på åben gade i Paris.
Den manøvre fra dronningens side var enestående umusikalsk. Vi kan ikke vide, om hun har lyttet til de forkerte rådgivere dengang, men det er en rimelig antagelse, at hendes klogeste rådgivere siden stille og taktfuldt har overtalt hende til at abdicere – altså damage control men forsinket.
Da mine argumenter ikke kommer til at afskaffe monarkiet, sætter jeg min lid til den kulørte presse. Jeg glæder mig til at læse om – og se billeder af – en konge, der mødes og ”diskuterer filosofi” med forskellige kvinder på hotelværelser rundt omkring i verden.
af Viggo Smitt | 10. nov 2023 | Djævlens advokat
Det brænder, kunne jeg forstå på udrykningen nedad hovedgaden. Det viste sig at være i ejendommen, hvor jeg bor, men heldigvis ikke i min lille hyggelige lejlighed, mit dejlige hjem. Dog kun to opgange ved siden af. Det var en mindre brand, som brandfolkene kvalte med knusende ro – og noget vand forstås. Hurra for dem. Det må være hæsligt at miste sit hjem til en brand eller som flygtning.Der er en langt større brand i gang, og den kan desværre hurtigt også komme alt for tæt på.
Den israelske hær er gået ind i Gaza, og det kan man mene mange ting om, men i modsætning til Ruslands angreb på Ukraine, kan der ikke være tvivl om, at USA umiddelbart ville kunne bremse eller begrænse Israels krig. Udover gode humanitære grunde til at gøre det, er der også en anden grund til, at vi europæere burde insistere på det.
Lige om lidt vil krigen have produceret en flygtningestrøm mod Europa af vrede unge mænd. Unge mænd af den type som helt sikkert vil blive en udfordring for eksempelvis det danske samfund.
Men USA kan også afhjælpe det problem på en anden måde nemlig gennem en anden allieret i Mellemøsten, Saudi Arabien. Palæstinenserne taler arabisk og er sunni muslimer ganske som Saudierne. Saudi Arabien har masser af penge og plads, og den ”charmerende” magtudøver, kronprins Mohammad Bin Salman har sågar ladet bygge en helt ny futuristisk by i ørkenen. Der kunne bo en masse flygtninge.
De penge, som det saudiske regime bruger på i hemmelighed at finansiere konservative moskéer i Europa, kunne så passende i stedet bruges på de palæstinensiske flygtninge.
Lad os i den forbindelse blive fri for at høre om det ret meningsløse begreb Islamofobi. Saudierne er kristofobe. Ja, man kan f.eks. blive henrettet i Saudi Arabien for at konvertere fra Islam. Måske burde Europa primært tilbyde kristne flygtninge fra Mellemøsten asyl. Kristofobien begrænser sig nemlig ikke til den islamiske stat, Saudi Arabien. Kristenforfølgelser er udbredte over hele Mellemøsten, og det hører vi alt for lidt om.
En anden forfølgelse vi bør tale mere om er antisemitismen på Europas gader. Den skyldes stort set udelukkende indvandrere fra Mellemøsten. Ikke mindst derfor skal indvandring af muslimer fra Mellemøsten begrænses stærkt. For vi bør under ingen omstændigheder acceptere en genopståen af antisemitismen, uafhængigt af hvad vi tænker om Israel/Palæstina konflikten. Man kunne ønske sig plads til palæstinenserne i området Israel/Palæstina,og man behøver ikke være specielt pro israelsk for at blive opskræmt over Jihad råb og udtalt antisemitisme i Københavns gader. Den brand skal slukkes.
Kan Saudi Arabien så modtage flygtninge? Formelt set ikke, for man kan nemlig efter deres lovgivning ikke søge asyl i landet. Der er ganske vist allerede mange udlændinge i Saudi Arabien. De er gæstearbejdere fra fattigere lande – og deres forhold er slavelignende.Men måske kunne USA opfordre – eller gerne presse – Saudierne til at behandle deres muslimske, palæstinensiske brødre …ja…broderligt.
af Viggo Smitt | 12. dec 2020 | Djævlens advokat
Det altafgørende retsprincip
Uskyldsformodningen et det altafgørende retsprincip, som skiller den demokratiske retsstat fra diktaturet. Man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Så hvis der er en rimelig tvivl om, hvorvidt den anklagede har begået forbrydelsen, skal vedkommende frifindes. Det påhviler nemlig ikke den anklagede at bevise sin uskyld
Selvom vi gerne vil kritisere andre landes retssystemer, overholder vi ikke altid selv dette smukke retsprincip. Det kan jeg desværre bevidne, da jeg indtil for kort tid siden var domsmand ved en større byret.
Selve sagen kan forekomme lille og betydningsløs. Dog er to måneders ubetinget fængsel aldrig betydningsløst for den dømte. Betydningsløs er sagen slet ikke, når man betænker, at det netop var selve uskyldsformodningen, som blev trådt under fode.
Uforglemt
Sagen blev min sidste i den fireårige periode som domsmand, og i dagene efter vendte jeg i tankerne hele tiden tilbage til den. Jeg havde ganske vist gjort mit ved at stemme for frifindelse. Alligevel generede det mig, at der var fældet dom. Jeg håbede stærkt på, at sagen ville blive anket, men da det ikke skete, besluttede jeg mig for at nedfælde noget om den (nærværende tekst), når den var lidt på afstand.
Sagen
Sagen handler om en kvinde, lad os kalde hende Leila, der i en periode arbejdede samme sted som sin mor. På et tidspunkt anmelder deres chef moderen for hærværk på arbejdspladsen. Moderen blev frikendt i retten, men efterfølgende anmeldte deres nu tidligere chef datteren, Leila, for vidnetrusler. Truslerne skulle være fremsat i selve retsbygningen i forbindelse med afviklingen af sagen mod moderen, men det er i anklageskiftet uklart, om de skulle være fremsat før eller efter vidneafhøringen. I det i øvrigt meget upræcise anklageskrift står der, at Leila skulle have sagt til den tidligere chef, at ”’vi skal nok få dig ned med nakken’ og ’jeg kommer til at slagte dig’ eller lignende”. Hvis man er anklaget for at have sagt noget ”eller noget lignende”, kan det jo betyde hvad som helst. Alene denne upræcise anklage burde, efter min mening, have medført, at sagen ikke var blevet rejst.
Processen
Troværdigheden af anklagen bliver ikke stort bedre under afhøringen af den tidligere chef. Det er som nævnt uklart, hvad Leila skulle have sagt og hvornår. Men det er heller ikke klart, hvor hun skulle have befundet sig, da hun fremsatte de påståede trusler. Det eneste, der går igen, er ”noget med nakken” mens udsagnet om ”at slagte” er helt forsvundet. Den samme uklarhed gør sig gældende under afhøringen af vidnerne, som, på nær ham der intet kan huske, er rekrutteret fra Lailas gamle arbejdsplads. Det forhold, at vidnerne og forurettede kan have talt om denne sag mange gange, blev på intet tidspunkt belyst under afhøringen, og da jeg nævnte det under voteringen fejede dommeren mig af.
Forklaringerne stemmer heller ikke med politirapporten. Den tidligere chef ler indforstået til dommeren, mens hun fortæller, at politiet kort efter episoden ringede hende og kollegerne op under en våd frokost. I den politirapport, som blev til under disse festlige omstændigheder, kan den tidligere chef pludselig citere en Karina for udsagnet ”Fucking luder”. Hverken forvareren eller dommeren spørger ind til det forhold, at hun kort efter de påståede vidnetrusler ikke engang kan huske tiltaltes navn. Hvis man for alvor er blevet skræmt af troværdige trusler på livet af en af sine tidligere ansatte, husker man helt sikkert navnet på vedkommende.
Den tidligere chef indrømmer også, at hun ikke ordret kan huske, hvad der blev sagt. ”Det er jo længe siden”, siger hun. Men det var i hvert fald en trussel, fordi hun blev bange! Nu er historien pludselig, at det var en trussel, fordi hun blev bange, og nu forresten også fordi Leilas kropssprog var truende. Leilas kropssprog er overhovedet ikke nævnt i anklageskriftet. Under denne del af forklaringen lykkes det også flere gange den tidligere chef at omtale Leila som Randi.
Voteringen
Dommeren indledte voteringen med stort set at kende Leila skyldig. Den anden domsmand var helt på linje med hende. Jeg gjorde et hæderligt forsøg på at forklare, hvor tynde, jeg syntes, de såkaldte beviser var. Mine indvendinger blev mere eller mindre fejet af bordet. Dommeren og den anden domsmand syntes, at anklageren havde været dygtig. Men man skal vel ikke følge anklageren, bare fordi man synes, vedkommende gør det godt?
Dommeren fastslog, at ”noget med nakken” var bevis nok, hvad truende udsagn angik. Dette især fordi den tidligere chef og vidnerne havde været så troværdige. Da jeg sagde, at jeg slet ikke opfattede den tidligere chef og vidnerne som troværdige, kiggede dommeren og den anden domsmand forbavsede på mig. Men det udløste tilsyneladende ikke nogen eftertanke hos dem. De understregede, at vidnetrusler jo er en alvorlig forbrydelse. Jeg kunne ikke være mere enig, sagde jeg, men det handlede om rimelig tvivl. Det undrer mig stadig, at de ikke stoppede op i den tankerække. Den rimelige tvivl tilsidesættes ikke, bare fordi anklagen lyder på en alvorlig forbrydelse?
Jeg er på ingen måde ”soft on crime”, og havde man uden rimelig tvivl kunnet bevise, at der var fremsat troværdige dødstrusler mod et vidne, så er 2 måneders ubetinget fængsel billigt sluppet. Men det bevis var man efter min mening ikke nærheden af i denne sag.
Nu indså jeg mismodigt, at Leila ville blive dømt, selvom det var uklart både i anklageskriftet og under afhøringerne, hvad hun præcis skulle have sagt. Den forurettede, den tidligere chef, kunne ikke huske ordlyden af de påståede trusler. Derfor henholdt hun sig pludselig i stedet til Leilas kropsprog og ikke mindst til sine egne følelser: jeg var bange, ergo jeg må jo være blevet truet. Den tidligere chefs ageren indgav mig den mistanke, at hun brugte sagen mod Leila som payback, fordi moderen ikke var blevet dømt i hærværkssagen. Min mistanke fik især næring af hendes åbenlyse løgn om, at hun var blevet skræmt af noget Leila havde sagt. Dommeren afviste vredt, at vi skulle overveje den mulighed, og jeg fandt heller ikke støtte hos min meddomsmand.
Jeg er stadig voldsomt indigneret over, at Leila blev dømt, selvom genstanden for de påståede trusler ikke engang kunne huske hendes navn.
Men hvorfor
Hvorfor skete det? Mit første bud er, at beskikkede forsvarsadvokater ikke har noget på spil. En mere ressourcestærk person ville længe inden retsmødet have skaffet sig en bedre advokat. Men dommeren og den anden domsmand dømte, efter min mening, fordi de identificerede sig med den tidligere chef og omvendt nærede en slet skjult modvilje mod Leila.
Leila er ikke underernæret og laset klædt, som dårligt stillede mennesker var engang. Hun er heller ikke oversået med dramatisk make-up, piercinger eller tatoveringer, men er diskret velklædt – nøjagtig som vi, der behandler hendes sag. Men hendes selvfremstilling, hendes meget direkte og følelsesladede sprog og ikke mindst beskrivelserne af hendes kontakt med det sociale system placerer hende tydeligt i socialgruppe fem.
Der er skrevet hyldemeter af sociologisk litteratur om socialgrupper og tilhørende normer, og om hvordan det giver forskellige fordomme mod dem med andre normer. Jeg har undervist unge voksne, der minder om Leila, så jeg kan sagtens forestille mig en kaotisk og uhensigtsmæssig adfærd fra hendes side, men det gør hende på intet tidspunkt skyldig i anklagen. En del af problemet opstår efter min mening også, fordi dommerne i vores retssystem har for stor tillid til egen dømmekraft. Det er, tror jeg, ikke personlige karakterbrister, men noget uundgåeligt, der hvor mennesker i årevis kan udøve magt uden hyppigt at få robust modspil. Denne skævhed i vores retssystem bliver nemlig kun sjældent korrigeret af lægdommere, fordi de ikke rigtig tør modsige dommerne. Dommeren i denne sag var ingen undtagelse. Hun var tydeligt uvant med, og vist også noget irriteret over de indsigelser, jeg fremførte.
Retfærdighedens Gudinde, Justitia, har bind øjnene, fordi hun ikke dømmer efter persons anseelse. I denne sag havde hun billedlig talt fjernet bindet; man ignorerede uskyldsformodningen ved at affeje mine forsøg på at diskutere den mere end rimelige tvivl, som de diffuse anklager gav anledning til. Man lod sig imponere af anklageren, som vel bare gjorde sit arbejde med en almindelig omhu, som forsvarsadvokaten ikke lagde for dagen. Sidst men bestemt ikke mindst lagde man alt for stor vægt på vidnernes subjektivt opfattede troværdighed. Leila blev dømt, fordi hun tilhører socialgruppe 5. Mere ressourcestærke personer ville være blevet frikendt, fordi deres forsvar ville have været mere energisk og stringent, men også fordi de som oftest ville opnå mere sympati hos dommere og domsmænd. Den type uretfærdighed bliver meget mindre, når domstolen lever op til sine egne højeste principper i form af uskyldsformodningens rimelig tvivl.
Hvad kan man gøre ved det?
Man kunne for min skyld gerne lave et såkaldt udhængsskab for sløve, beskikkede forsvarsadvokater. Men især kan man eksplicitere uskyldsformodningen i dansk lovgivning, så den bliver sværere at omgå. Meget ville være nået, hvis dommere under voteringen var pålagt sammen med domsmændene at gennemgå, hvor der kunne være en rimelig tvivl, som talte for frifindelse. Man kunne måske endda direkte formulere, at man skal forsøge at sætte sig udover sine umiddelbare fordomme forstået som lidt for hurtige og instinktive antagelser om andre mennesker. Mange vil benægte deres fordomme, og man behøver sådan set heller ikke indrømme, hvem man ikke lide osv. Men hvis man direkte bliver bedt om i stille sind at overveje sine mulige fordomme i enhver konkret sag, kunne det sagtens flytte noget.
En dommer fortalte mig en gang, at han, før et bestemt vidne blev indkaldt, sagde til dommændene: ”Ham, I skal høre nu, virker muligvis meget usympatisk, men husk at lytte nøjagtig til det, han siger”. Det er det princip, jeg ønsker at gøre til fast praksis.
I mange sammenhænge tjener vores hurtige og instinktive bedømmelser af andre mennesker os godt. Men hvis vi vil fælde dom over nogen, skylder vi at tænde for den mere krævende, stringente overvejelse, som bedømmer logiske sammenhænge. I denne sag ville det betyde at undersøge uklarheden i anklageskriftet og vidneforklaringerne i stedet for at forholde sig til sin meget personlige opfattelse af troværdighed hos de afhørte.
Jeg er sikker på, at dommeren og den anden domsmand ikke er dummere end jeg, men jeg er også sikker på, at de lod sig styre af de hurtige instinktive bedømmelser i en situation, hvor Leila havde et fundamentalt retskrav på noget bedre.
I den konkrete sag kunne jeg godt tænke mig, at man gav Justitia bind for øjnene igen ved at transskribere lydoptagelserne fra sagen og slette beskrivelserne af Leilas tidligere kontakt med det sociale system. Derefter skulle man så præsentere dette skriftlige materiale for en dommer og to domsmænd, som gerne kunne minde om os, der behandlede sagen. Jeg er overbevist om, at det ville resultere i en hurtig frifindelse.
Fornemmelser
Da dommen var afsagt, tog dommeren afsked med os domsmænd. Hun betroede os smilende, at hun efter dagens dom havde en god mavefornemmelse!
af Viggo Smitt | 15. feb 2019 | Djævlens advokat
Den største trussel mod fagligheden i skolen er nogle helt forskruede forventninger til læreren
Uro
Læreren skal tilsyneladende bare sørge for, at børnene med stor tilfredshed og glæde modtager undervisning. Den enkelte lærer skal også tilsyneladende mobilisere en personlig autoritet, baseret på intet andet end egen indre ro og styrke. Det er herefter nemt at forstå, hvordan stress bliver epidemisk, hvilket så udløser hyppige lærerskift og omfattende vikardækning.
Man gør sig ikke den ulejlighed at kodificere kravene til elevadfærd. I stedet skal man lidt kælent i hver klasse forhandle ordensregler med eleverne ”så de kan få ejerskab til dem”.
Lektiehjælpsvirksomheden GoKarakter har gennemført en repræsentativ analyse blandt 1027 forældre med børn i 0.-10. klasse. I denne undersøgelse blev forældrene spurgt om, hvad de anså som de største udfordringer for deres børns skolegang. Her svarede hele 23%, at larm og manglende ro i klassen var en faktor med stor påvirkning af skoledagen. Mange lærere opfatter det desværre som skamfuldt ikke at kunne holde ro – man føler, man taber ansigt. MEN klasseledelse er ikke noget, den enkelte lærer kan, selvom mange skoleledere tror det. Klasseledelse er en holdsport på en skole. Og ro og orden er selvfølgelig skolelederens ansvar. Man kan ikke skabe ro og orden uden nogle faste regler, som selvfølgelig ikke skal forhandles hvert år i klasserne med eleverne. Regler for elevadfærd skal gælde på hele skolen, hele tiden og i alle klasser. Og de skal især overfor eleverne fastholdes hele tiden! Den første regel bør være: Afbryd ikke, og den anden: Følg lærerens anvisninger.
Lærerskift og vikardækning
Som angivet ovenstående er der grund til at tro, at det er de urealistiske forventninger til læreren, som skaber mange sygemeldinger med stress og måske også anden sygdom. Man kan dertil notere sig, at mange relativt nyuddannede lærere forlader folkeskolen efter meget få år. Derfor er det ret almindeligt, at der på en mellemstor skole hver eneste skoledag indkaldes 5–6 vikarer. Selvom disse unge mennesker (der som oftest er studenter fra året før) gør sig hæderlige anstrengelser, lider roen og kontinuiteten i undervisningen naturligvis voldsomt under det. I førnævnte undersøgelse fra GoKarakter svarede 19% af forældrene, at det høje antal af vikartimer var en udfordring for deres børn. Det bliver først bedre, når man meget systematisk forbedrer lærernes arbejdsforhold. Det handler i øvrigt ikke nødvendigvis om at arbejde mindre eller øge lønnen, men snarere om at arbejde mere fokuseret med selve den fagfaglige undervisning. Det er egentlig nemt at forstå, at den elementære arbejdsglæde så vil komme tilbage – og sygemeldingerne vil næsten med sikkerhed reduceres drastisk.
Trivsel løsrevet fra faglighed
Naturligvis skal skolen være opmærksom på det enkelte barns overordnede trivsel. Men de såkaldte netværksmøder med deltagelse af forældre, klasselærer, pædagogisk leder (og hyppigt også psykologer og socialrådgiverlærere) er sammen med andre lignende tiltag et voldsomt træk på ressourcer, der burde være fokuseret på skolens fag. Skolen hverken kan eller skal løse tunge sociale problemer, og det er den heller ikke gearet til. Derimod burde man straks genindføre specialklasserne eller bare noget, der lignede. Inklusionsdagsordenen var og er en umulighed, som nedslider lærerne og ganske betragteligt reducerer det gennemsnitlige faglige udbytte for de øvrige elever. Endelig er mange af de inkluderede elever dårligt hjulpet under det regime.
Faglig trivsel for den enkelte elev
Hvis en lærer f.eks. underviser tre klasser, skal han, udover at forberede sig og deltage i møder, undervise 75 børn i 26 timer om ugen. Det siger sig selv, at han ikke kan holde fuldkommet styr på hver enkelt af de 75. Fuldstændig gennemført undervisningsdifferentiering har været en utopi fra den dag, man begyndte at tale om det. Hvis man gør lærerens arbejde lidt mere tåleligt og mere fagfagligt fokuseret (som skitseret ovenfor) vil han i langt højere grad kunne støtte den enkelte elevs faglige udvikling.
En fagligt vellykket skolegang er efter min mening en kæmpegevinst for det enkelte menneske. Udover en øget evne til at deltage myndigt som borger i samfundet samt en forbedret erhvervsevne, er der nemlig en personlig gevinst ved at kunne læse og skrive, læse engelsk og dertil kunne forstå, hvad man læser. God grundskoleuddannelse gør simpelthen livet rarere for det enkelte menneske. Det ville være berigende at høre et sådant billede af skolen fremført lidt oftere i debatten.