50 52 56 02 hoeatos@hotmail.com

Det brænder, kunne jeg forstå på udrykningen nedad hovedgaden. Det viste sig at være i ejendommen, hvor jeg bor, men heldigvis ikke i min lille hyggelige lejlighed, mit dejlige hjem. Dog kun to opgange ved siden af. Det var en mindre brand, som brandfolkene kvalte med knusende ro – og noget vand forstås. Hurra for dem. Det må være hæsligt at miste sit hjem til en brand eller som flygtning.Der er en langt større brand i gang, og den kan desværre hurtigt også komme alt for tæt på.

Den israelske hær er gået ind i Gaza, og det kan man mene mange ting om, men i modsætning til Ruslands angreb på Ukraine, kan der ikke være tvivl om, at USA umiddelbart ville kunne bremse eller begrænse Israels krig. Udover gode humanitære grunde til at gøre det, er der også en anden grund til, at vi europæere burde insistere på det.

Lige om lidt vil krigen have produceret en flygtningestrøm mod Europa af vrede unge mænd. Unge mænd af den type som helt sikkert vil blive en udfordring for eksempelvis det danske samfund.

Men USA kan også afhjælpe det problem på en anden måde nemlig gennem en anden allieret i Mellemøsten, Saudi Arabien. Palæstinenserne taler arabisk og er sunni muslimer ganske som Saudierne. Saudi Arabien har masser af penge og plads, og den ”charmerende” magtudøver, kronprins Mohammad Bin Salman har sågar ladet bygge en helt ny futuristisk by i ørkenen. Der kunne bo en masse flygtninge.

De penge, som det saudiske regime bruger på i hemmelighed at finansiere konservative moskéer i Europa, kunne så passende i stedet bruges på de palæstinensiske flygtninge.

Lad os i den forbindelse blive fri for at høre om det ret meningsløse begreb Islamofobi. Saudierne er kristofobe. Ja, man kan f.eks. blive henrettet i Saudi Arabien for at konvertere fra Islam. Måske burde Europa primært tilbyde kristne flygtninge fra Mellemøsten asyl. Kristofobien begrænser sig nemlig ikke til den islamiske stat, Saudi Arabien. Kristenforfølgelser er udbredte over hele Mellemøsten, og det hører vi alt for lidt om.

En anden forfølgelse vi bør tale mere om er antisemitismen på Europas gader. Den skyldes stort set udelukkende indvandrere fra Mellemøsten. Ikke mindst derfor skal indvandring af muslimer fra Mellemøsten begrænses stærkt. For vi bør under ingen omstændigheder acceptere en genopståen af antisemitismen, uafhængigt af hvad vi tænker om Israel/Palæstina konflikten. Man kunne ønske sig plads til palæstinenserne i området Israel/Palæstina,og man behøver ikke være specielt pro israelsk for at blive opskræmt over Jihad råb og udtalt antisemitisme i Københavns gader. Den brand skal slukkes.

Kan Saudi Arabien så modtage flygtninge? Formelt set ikke, for man kan nemlig efter deres lovgivning ikke søge asyl i landet. Der er ganske vist allerede mange udlændinge i Saudi Arabien. De er gæstearbejdere fra fattigere lande – og deres forhold er slavelignende.Men måske kunne USA opfordre – eller gerne presse –  Saudierne til at behandle deres muslimske, palæstinensiske brødre …ja…broderligt.