Min sidste dom
Det altafgørende retsprincip
Uskyldsformodningen et det altafgørende retsprincip, som skiller den demokratiske retsstat fra diktaturet. Man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Så hvis der er en rimelig tvivl om, hvorvidt den anklagede har begået forbrydelsen, skal vedkommende frifindes. Det påhviler nemlig ikke den anklagede at bevise sin uskyld
Selvom vi gerne vil kritisere andre landes retssystemer, overholder vi ikke altid selv dette smukke retsprincip. Det kan jeg desværre bevidne, da jeg indtil for kort tid siden var domsmand ved en større byret.
Selve sagen kan forekomme lille og betydningsløs. Dog er to måneders ubetinget fængsel aldrig betydningsløst for den dømte. Betydningsløs er sagen slet ikke, når man betænker, at det netop var selve uskyldsformodningen, som blev trådt under fode.
Uforglemt
Sagen blev min sidste i den fireårige periode som domsmand, og i dagene efter vendte jeg i tankerne hele tiden tilbage til den. Jeg havde ganske vist gjort mit ved at stemme for frifindelse. Alligevel generede det mig, at der var fældet dom. Jeg håbede stærkt på, at sagen ville blive anket, men da det ikke skete, besluttede jeg mig for at nedfælde noget om den (nærværende tekst), når den var lidt på afstand.
Sagen
Sagen handler om en kvinde, lad os kalde hende Leila, der i en periode arbejdede samme sted som sin mor. På et tidspunkt anmelder deres chef moderen for hærværk på arbejdspladsen. Moderen blev frikendt i retten, men efterfølgende anmeldte deres nu tidligere chef datteren, Leila, for vidnetrusler. Truslerne skulle være fremsat i selve retsbygningen i forbindelse med afviklingen af sagen mod moderen, men det er i anklageskiftet uklart, om de skulle være fremsat før eller efter vidneafhøringen. I det i øvrigt meget upræcise anklageskrift står der, at Leila skulle have sagt til den tidligere chef, at ”’vi skal nok få dig ned med nakken’ og ’jeg kommer til at slagte dig’ eller lignende”. Hvis man er anklaget for at have sagt noget ”eller noget lignende”, kan det jo betyde hvad som helst. Alene denne upræcise anklage burde, efter min mening, have medført, at sagen ikke var blevet rejst.
Processen
Troværdigheden af anklagen bliver ikke stort bedre under afhøringen af den tidligere chef. Det er som nævnt uklart, hvad Leila skulle have sagt og hvornår. Men det er heller ikke klart, hvor hun skulle have befundet sig, da hun fremsatte de påståede trusler. Det eneste, der går igen, er ”noget med nakken” mens udsagnet om ”at slagte” er helt forsvundet. Den samme uklarhed gør sig gældende under afhøringen af vidnerne, som, på nær ham der intet kan huske, er rekrutteret fra Lailas gamle arbejdsplads. Det forhold, at vidnerne og forurettede kan have talt om denne sag mange gange, blev på intet tidspunkt belyst under afhøringen, og da jeg nævnte det under voteringen fejede dommeren mig af.
Forklaringerne stemmer heller ikke med politirapporten. Den tidligere chef ler indforstået til dommeren, mens hun fortæller, at politiet kort efter episoden ringede hende og kollegerne op under en våd frokost. I den politirapport, som blev til under disse festlige omstændigheder, kan den tidligere chef pludselig citere en Karina for udsagnet ”Fucking luder”. Hverken forvareren eller dommeren spørger ind til det forhold, at hun kort efter de påståede vidnetrusler ikke engang kan huske tiltaltes navn. Hvis man for alvor er blevet skræmt af troværdige trusler på livet af en af sine tidligere ansatte, husker man helt sikkert navnet på vedkommende.
Den tidligere chef indrømmer også, at hun ikke ordret kan huske, hvad der blev sagt. ”Det er jo længe siden”, siger hun. Men det var i hvert fald en trussel, fordi hun blev bange! Nu er historien pludselig, at det var en trussel, fordi hun blev bange, og nu forresten også fordi Leilas kropssprog var truende. Leilas kropssprog er overhovedet ikke nævnt i anklageskriftet. Under denne del af forklaringen lykkes det også flere gange den tidligere chef at omtale Leila som Randi.
Voteringen
Dommeren indledte voteringen med stort set at kende Leila skyldig. Den anden domsmand var helt på linje med hende. Jeg gjorde et hæderligt forsøg på at forklare, hvor tynde, jeg syntes, de såkaldte beviser var. Mine indvendinger blev mere eller mindre fejet af bordet. Dommeren og den anden domsmand syntes, at anklageren havde været dygtig. Men man skal vel ikke følge anklageren, bare fordi man synes, vedkommende gør det godt?
Dommeren fastslog, at ”noget med nakken” var bevis nok, hvad truende udsagn angik. Dette især fordi den tidligere chef og vidnerne havde været så troværdige. Da jeg sagde, at jeg slet ikke opfattede den tidligere chef og vidnerne som troværdige, kiggede dommeren og den anden domsmand forbavsede på mig. Men det udløste tilsyneladende ikke nogen eftertanke hos dem. De understregede, at vidnetrusler jo er en alvorlig forbrydelse. Jeg kunne ikke være mere enig, sagde jeg, men det handlede om rimelig tvivl. Det undrer mig stadig, at de ikke stoppede op i den tankerække. Den rimelige tvivl tilsidesættes ikke, bare fordi anklagen lyder på en alvorlig forbrydelse?
Jeg er på ingen måde ”soft on crime”, og havde man uden rimelig tvivl kunnet bevise, at der var fremsat troværdige dødstrusler mod et vidne, så er 2 måneders ubetinget fængsel billigt sluppet. Men det bevis var man efter min mening ikke nærheden af i denne sag.
Nu indså jeg mismodigt, at Leila ville blive dømt, selvom det var uklart både i anklageskriftet og under afhøringerne, hvad hun præcis skulle have sagt. Den forurettede, den tidligere chef, kunne ikke huske ordlyden af de påståede trusler. Derfor henholdt hun sig pludselig i stedet til Leilas kropsprog og ikke mindst til sine egne følelser: jeg var bange, ergo jeg må jo være blevet truet. Den tidligere chefs ageren indgav mig den mistanke, at hun brugte sagen mod Leila som payback, fordi moderen ikke var blevet dømt i hærværkssagen. Min mistanke fik især næring af hendes åbenlyse løgn om, at hun var blevet skræmt af noget Leila havde sagt. Dommeren afviste vredt, at vi skulle overveje den mulighed, og jeg fandt heller ikke støtte hos min meddomsmand.
Jeg er stadig voldsomt indigneret over, at Leila blev dømt, selvom genstanden for de påståede trusler ikke engang kunne huske hendes navn.
Men hvorfor
Hvorfor skete det? Mit første bud er, at beskikkede forsvarsadvokater ikke har noget på spil. En mere ressourcestærk person ville længe inden retsmødet have skaffet sig en bedre advokat. Men dommeren og den anden domsmand dømte, efter min mening, fordi de identificerede sig med den tidligere chef og omvendt nærede en slet skjult modvilje mod Leila.
Leila er ikke underernæret og laset klædt, som dårligt stillede mennesker var engang. Hun er heller ikke oversået med dramatisk make-up, piercinger eller tatoveringer, men er diskret velklædt – nøjagtig som vi, der behandler hendes sag. Men hendes selvfremstilling, hendes meget direkte og følelsesladede sprog og ikke mindst beskrivelserne af hendes kontakt med det sociale system placerer hende tydeligt i socialgruppe fem.
Der er skrevet hyldemeter af sociologisk litteratur om socialgrupper og tilhørende normer, og om hvordan det giver forskellige fordomme mod dem med andre normer. Jeg har undervist unge voksne, der minder om Leila, så jeg kan sagtens forestille mig en kaotisk og uhensigtsmæssig adfærd fra hendes side, men det gør hende på intet tidspunkt skyldig i anklagen. En del af problemet opstår efter min mening også, fordi dommerne i vores retssystem har for stor tillid til egen dømmekraft. Det er, tror jeg, ikke personlige karakterbrister, men noget uundgåeligt, der hvor mennesker i årevis kan udøve magt uden hyppigt at få robust modspil. Denne skævhed i vores retssystem bliver nemlig kun sjældent korrigeret af lægdommere, fordi de ikke rigtig tør modsige dommerne. Dommeren i denne sag var ingen undtagelse. Hun var tydeligt uvant med, og vist også noget irriteret over de indsigelser, jeg fremførte.
Retfærdighedens Gudinde, Justitia, har bind øjnene, fordi hun ikke dømmer efter persons anseelse. I denne sag havde hun billedlig talt fjernet bindet; man ignorerede uskyldsformodningen ved at affeje mine forsøg på at diskutere den mere end rimelige tvivl, som de diffuse anklager gav anledning til. Man lod sig imponere af anklageren, som vel bare gjorde sit arbejde med en almindelig omhu, som forsvarsadvokaten ikke lagde for dagen. Sidst men bestemt ikke mindst lagde man alt for stor vægt på vidnernes subjektivt opfattede troværdighed. Leila blev dømt, fordi hun tilhører socialgruppe 5. Mere ressourcestærke personer ville være blevet frikendt, fordi deres forsvar ville have været mere energisk og stringent, men også fordi de som oftest ville opnå mere sympati hos dommere og domsmænd. Den type uretfærdighed bliver meget mindre, når domstolen lever op til sine egne højeste principper i form af uskyldsformodningens rimelig tvivl.
Hvad kan man gøre ved det?
Man kunne for min skyld gerne lave et såkaldt udhængsskab for sløve, beskikkede forsvarsadvokater. Men især kan man eksplicitere uskyldsformodningen i dansk lovgivning, så den bliver sværere at omgå. Meget ville være nået, hvis dommere under voteringen var pålagt sammen med domsmændene at gennemgå, hvor der kunne være en rimelig tvivl, som talte for frifindelse. Man kunne måske endda direkte formulere, at man skal forsøge at sætte sig udover sine umiddelbare fordomme forstået som lidt for hurtige og instinktive antagelser om andre mennesker. Mange vil benægte deres fordomme, og man behøver sådan set heller ikke indrømme, hvem man ikke lide osv. Men hvis man direkte bliver bedt om i stille sind at overveje sine mulige fordomme i enhver konkret sag, kunne det sagtens flytte noget.
En dommer fortalte mig en gang, at han, før et bestemt vidne blev indkaldt, sagde til dommændene: ”Ham, I skal høre nu, virker muligvis meget usympatisk, men husk at lytte nøjagtig til det, han siger”. Det er det princip, jeg ønsker at gøre til fast praksis.
I mange sammenhænge tjener vores hurtige og instinktive bedømmelser af andre mennesker os godt. Men hvis vi vil fælde dom over nogen, skylder vi at tænde for den mere krævende, stringente overvejelse, som bedømmer logiske sammenhænge. I denne sag ville det betyde at undersøge uklarheden i anklageskriftet og vidneforklaringerne i stedet for at forholde sig til sin meget personlige opfattelse af troværdighed hos de afhørte.
Jeg er sikker på, at dommeren og den anden domsmand ikke er dummere end jeg, men jeg er også sikker på, at de lod sig styre af de hurtige instinktive bedømmelser i en situation, hvor Leila havde et fundamentalt retskrav på noget bedre.
I den konkrete sag kunne jeg godt tænke mig, at man gav Justitia bind for øjnene igen ved at transskribere lydoptagelserne fra sagen og slette beskrivelserne af Leilas tidligere kontakt med det sociale system. Derefter skulle man så præsentere dette skriftlige materiale for en dommer og to domsmænd, som gerne kunne minde om os, der behandlede sagen. Jeg er overbevist om, at det ville resultere i en hurtig frifindelse.
Fornemmelser
Da dommen var afsagt, tog dommeren afsked med os domsmænd. Hun betroede os smilende, at hun efter dagens dom havde en god mavefornemmelse!