af Viggo Smitt | 11. dec 2017 | Djævlens advokat
I ”Pisk eller Gulerod” forherliger TV2 pseudokreativitet
Det var selvfølgelig ikke uden en vis frygt, at jeg sagde ja til at deltage i TV2-programmet og eksperimentet ”Pisk eller gulerod” – hvor to vidt forskellige undervisningsformer i to 7. klasser bliver testet. Med indledende og afsluttende tests skal programmet afdække, om ”pisken” eller ”guleroden” – den håndfaste klasseledelse eller den udtalte elevfrihed – skaber de bedste resultater. Journalisterne overdriver den sort/hvide vinkling som virkemiddel og har fået lavet noget, som ikke burde have fået støtte fra Public Service Fonden. Med sin helt forkvaklede konklusion er programmet ikke public service. Det er trist; folkeskolen, samfundets vigtigste fællesinstitution, kunne fortjene en langt bedre belysning.
Jeg blev hevet ind som lærer i ”pisk-klassen”, og forinden havde jeg gjort mig overvejelser om, hvor hurtigt og nemt ting kan fordrejes i et TV-program. Ikke desto mindre var jeg ivrig for at fremføre og demonstrere mine synspunkter, og jeg vil anerkende, at jeg i en række små speaks i programmet føler mig hørt. Det er jeg taknemmelig for. OG i den første udsendelse udsiger Jonathan, én af mine elever og hans forældre, netop min begrundelse for disciplin i kasseværelset: Folkeskolens væsentligste udfordring er, at vi accepterer alt for meget støj og alt for mange afbrydelser, og det er direkte ødelæggende for de elever, der som Jonathan ønsker at følge med. Hurra fordi vi har hørt og set Jonathan.
Jeg anerkender også, at jeg fremstår rimelig sympatisk i programmet, og i virkeligheden er jeg heller ikke særlig autoritær. Jeg tilstræber i sidste ende en slags oplyst samtale, som faktisk lykkedes med de charmerende elever i den daværende 7. D på Gyvelhøjskolen i Galten.
”Fakta-journalisterne” og ”de fremmeste eksperter”
Det er programmets konklusion, jeg ikke kan undlade at kritisere. Omhyggelig dokumentar journalistik er ikke videnskab, men den kan i bedste fald give en troværdig indikation på, om noget er bedre end noget andet, så det meget lille udsnit som to skoleklasser udgør, kan godt bruges i en ikke-videnskabelig men journalistisk grundig undersøgelse.
Det er ikke lykkedes her. Man får ikke indledningsvist forklaret, hvad man vil sammenligne – altså isoleret faktorerne; Er det den kreative problemløsning, formelle matematikkundskaber eller er det et samlet billede? Det hænger sammen med, at man ikke har gjort sig den ulejlighed i tilstrækkelig grad at planægge et før og et efter scenarie. I den afsluttende prøve efterligner man – blot nedskaleret til syvende klassetrin – folkeskolens afsluttende prøve i matematik efter 9. klasse. Denne er tredelt og består af:
- En skriftlig færdighedsprøve uden hjælpemidler,
- En skriftlig problemrigningsprøve med hjælpemidler samt
- En mundtlig prøve (hvor eleverne arbejder i grupper eller par)
Færdighedsprøven er langt den mindste del i bedømmelsen. Alligevel havde journalisterne i programmet kun indledningsvis foretaget netop en færdighedsprøve. Herefter mudrer de tingene til ved i speaks at sammenblande skriftlig færdighedsprøve med den langt vigtigere skriftlige problemregningsprøve ved kun at sige skriftlig prøve.
De matematikfaglige konsulenter Bent Lindhardt og hans assistent Pernille Pind, der pompøst italesættes som ”nogle af landets fremmeste eksperter” fulgte i øvrigt slet ikke projektet, selvom speakerstemmen siger det gentagne gange. De blev indkaldt hen mod slutningen, og de overværede aldrig vores undervisning, men var kun involveret i at fremstille og afvikle prøverne.
Mine elever klarede sig tydeligt bedre i den skriftlige problemregning. Det var også den eneste målbare forskel, men da der netop ikke var en baseline prøve i skriftlig problemregning, kan det ikke på nogen sikker måde tilskrives min undervisning, ligesom en mulig kreativitet ved den mundtlige prøve i den anden klasse af samme årsag – ingen mundtlig baseline prøve – ikke på nogen sikker måde, kan tilskrives ”gulerods–matematiklæreren” Carsten Hermansens undervisning. Det skal i øvrigt anføres, at selvom klasserne var blevet undervist i samme pensum, tonede Bent Lindhardt opgaverne til en mundtlige prøve lidt forskelligt. Det øger naturligvis heller ikke sammenligneligheden.
De kreative, ædle vilde
Jeg hylder kreativitet og innovation, men i konklusionen antydes en slags modsætning mellem træning i formelle færdigheder og kreative løsninger. Og netop den modsætning, ser jeg som falsk på grænsen til det enestående idiotiske. Det er meget tydeligt i programmets bedømmelse af elevernes formåen i faget dansk. Det er da fint, at børn i 7. klasse lærer at føre samtaler om litteratur og – som det siges – er lyttende, debatterende og reflekterende, men de skal bare kunne nogle begreber, ellers er det ikke et fag, men kunne være en hyggesnak i skolegården. Skoleelever er nemlig ikke kreative ædle vilde, der vil finde ud af tingene selv, hvis man ikke præsenterer dem for det.
En lignende tankegang ses, når det gælder matematikken. Bent Lindhardt er vild med det, han opfatter som spændende og kreative løsninger på de opgaver, han har fundet på. Det kan man høre i udtalelser som: ”Man kan se, at D klassen måske i deres iver efter at lave den rigtige matematik nogen gange har svært ved at få kontakt til den hverdagsproblemstilling, vi ofte stiller, når vi laver den mundtlige evaluering.”
Eller når Bent Lindhardt med tantet begejstring beretter om gulerodsklassens opfindsomhed, om deres storartede, ja grænseoverskridende evner ud i innovation, nytænkning. Og han får sagt til kameraet, at ”det ville andre aldrig have gjort”
Faktum er blot, at eleverne i ’Pisk’- og ’gulerods’-klassen får nøjagtig samme score i den mundtlige prøve, men alligevel er der med eksperterne som heppekor og i programmets klipning skabt en voldsom og lovprisning af resultaterne hos eleverne i gulerodsklassen. Der bliver udråbt en vinder på et falsk grundlag, som taler direkte ind i den fjollede forherligelse af touchy-feely pseudokreativitet, som vi har fået tudet ørene fulde alt, alt for længe i den pædagogiske debat.
Fra eksperter bør man forvente saglighed, men vi oplever i stedet holdninger og følelser hos de to konsulenter. Derimod bliver vi ikke klogere på, hvad det er, eleverne i gulerodsklassen gør så godt.
”Professionalisme”
Min fornemmelse er, at konsulenterne Bent Lindhardt og Pernille Pind mest bare har samme ideologi som ”gulerods–matematiklæreren”
Carsten Hermansen, men jeg kan jo tage fejl. Så jeg besluttede mig for at prøve at få det belyst lidt bedre og skrev derfor følgende i en mailkorrespondance med Bent Lindhardt:
“Jeg vil dog altid gerne blive klogere, så jeg håber, du vil give mig en kort skitse af 7E elevernes kreative løsning på f.eks. den med juicebrikkerne.”
Jeg vil slutte af med bede min læser om at forholde sig til ekspertens svar, da jeg på den måde ville kigge ham over skulderen:
”Som du kan notere dig ud fra udsendelsen oplevede vi begge en øget kreativ problemløsningsadfærd i Carstens klasse og her må du forlade dig på min og Pernilles professionalisme i situationen”.
af Viggo Smitt | 4. dec 2017 | Djævlens advokat
Det var Kim Larsens “De smukke unge mennesker” jeg tænkte på, da jeg her til aften genså de charmerende elever i den daværende 7. D på Gyvelhøjskolen i Galten. Det var nogle fine, men også meget hektiske tre måneder. Tak til eleverne for den tid.
Desværre ser man kun min undervisning og elevernes gode samarbejde med hinanden i glimt. De to ting havde jeg gerne set foldet lidt mere konkret ud, men sådan er vilkårene vel, når man som programdeltager ikke selv kan udvælge de sekvenser ud af 800 timers optagelse, der tages med, fordi det skal koges ned til 2*45 minutter.
Som det fremgår af udsendelsen, går jeg ind for ro og orden i klasseværelset. Jeg efterlyser en code of conduct – en bestemt skoleadfærd, så alle elever kan høre. Det er ikke lærerens personlighed eller evne til at underholde, som skal være afgørende for, om eleverne gider høre efter. Der skal være ro, så alle elever – ikke mindst de, som kæmper med stoffet – kan koncentrere sig og tilegne sig viden.
Både Mette Stange og Carsten Hermansen, som underviser i “gulerodsklassen” er dedikerede og energiske. Men deres projekt med at give eleverne lyst til at lære og få dem til selv at tage et ret omfattende ansvar, er efter min mening alt for ambitiøst – hvad vil der ske, når en ung vikar – en gymnasieelev kunne det være – skal tage sådan en klasse?
Den undervisningsform giver tydeligvis også for meget uro, som jeg tror kan være stærkt generende for nogle af eleverne i klassen, og altså nogle gange for andre elever på skolen.
OG Andreas skal som Rasmus i min klasse være stille – ikke kun for sin egen, men også for de andres skyld – og det må der ikke gå tre måneder med at indskole
Ro og stilhed er ikke for mig – som for Mette Stange – helt forskellige ting
Jeg er heller ikke så glad for strategien med at pålægge de dygtigste elever en slags uformelt ledelsesansvar i grupperne. Det sker for Josephine i E klassen, og man tager endda forældrene i ed. Det kan nogen gange være rigtigt, at dygtige elever selv lærer noget ved blive en slags hjælpelærere, men det er efter min mening et godt stykke over grænsen for, hvad man kan bede en skoleelev om.
Se med i næste afsnit, som kommer på næste mandag kl. 21:05
af Viggo Smitt | 4. dec 2017 | Djævlens advokat
Jeg er i fjernsynet her til aften
I foråret 2016 deltog jeg i et eksperiment på Gyvelhøjskolen i Galten udenfor Århus. Effekten af to forskellige undervisningformer skulle stilles op overfor hinanden. I aften kl. 21:05 viser TV2 så resultatet, nemlig den første af to udsendelser “Pisk eller Gulerod”.
Den bedste sekvens er med min elev Jonathan og efterfølgende med hans forældre. Men læg også mærke til, at mine elever i D klassen (Pisk klassen) hjælper hinanden, uden at vi sætter et stort projekt i søen.
Det lykkedes faktisk for min dygtige kollega Iris Bay og undertegnede at skabe ro i vores klasse. På et vist tidspunkt er det faktisk paralellklassen (“gulerodsklassen”) som larmer og forstyrrer min undervisning, men ikke mine egne elever.
Programmet har for mig været en god mulighed for at italesætte og illustrere nogle af de pointer om disciplin og ro i klasseværelset, som jeg også fremsætter og forklarer i min min bog:
“Kampen om klasseværelset.”
Få gratis bogen tilsendt Kontakt
af Viggo Smitt | 21. jul 2015 | Djævlens advokat
Noget om Stress
Skolen stresser lærerne, eller mere præcist; for en bare almindelig samvittighedsfuld lærer er en fuldtidsstilling i folkeskolen en stor mundfuld.
Stress er en folkesygdom, og der er masser af statistikker, der viser hvilke erhvervsgrupper der mest stressede osv. Men mit ærinde er ikke statistik. Derimod har jeg helt uvidenskabeligt bemærket, at der på lærerværelser rundt omkring altid er mindst et par stykker, som er nede med stress. Så jeg vil give et bud på, hvad der er særligt stesssende ved lærerarbejdet.
Det er ikke arbejdsmængden. De fleste har prøvet, at arbejde hårdt og længe, blive trætte for herefter at sove fint og tage fat igen næste morgen. Det er vist efterhånden almindelig kendt, at modstridende krav og uoverskuelige opgaver udløser stress. Lærejobbet er fyldt med den slags.
Fag
Det første krav til en lærer er faglighed. Man bruger det skrækkelige ord fag-faglig, når man vil forklare, at det er hans egen viden om selve det fag, han underviser i, der er på tale. Modstillingen er hans fagdidaktiske kompetence – dygtigheden til at undervise i faget. Her er det første smertepunkt. Det er nemt at forstå, hvor vigtigt det er, at læreren kan sit fag. Det er også nogenlunde nemt at forklare, hvad der menes med det. Derimod har der altid været stærke uenigheder om undervisningsmetoder. Lærerens dygtighed på det område, bliver også tit forvekslet med hans popularitet. Man skulle næsten tro, at det er som konsekvens heraf, at nogen har opfundet det skrækkelige begreb relations-kompetence.
Relation
Alle kan huske en lærer, de havde et særligt godt forhold til og som derfor inspirerede dem til interessere sig for et bestemt fag. Nu skulle man være godt tosset, hvis man ville benægte, at positive relationer til underviseren fremmer indlæring. Stressfaktoren for lærerene ligger i, at man med et udtryk som relations-kompetence italersætter en forventning om, at den enkelte lærer skal skabe en positiv relation til samtlige de måske mere end hundrede elever, han underviser. Man er faktisk ikke herre over, hvem der kan lide en, og der skal som bekendt to til tango.
Positive relationer er ikke noget, der kan kræves, men noget, man kan håbe på, udvikler sig. Hvis man vil øge sandsynligheden for den udvikling, skal man reducere stressfaktorerne i lærernes hverdag.
Det man kan kræve af lærerne er en høflig og venlig omgangstone med eleverne. Hvis man er realistisk og kender skolens hverdag, skal man endda give plads til, at der kan ryge en finke af fadet.
Hid og Did
En anden stressfaktor, som ikke er så svær at få øje på, er de mage ting man vil med skolen: lejrskole, udflugter, idrætsuger, medborgerskabsuger og emneuger. En bestemt type elever bliver faktisk også stressede af de tiltag, og selvom de fleste elever måske føler sig underholdt, er det faglige udbytte mere end tvivlsomt. Det man ofrer er den daglige rugbrødsundervisning, med de ikke så ophidsende, men nødvendige gentagelser. Hvis man er gået i gang med procentregning i uge 40, men har idrætsuge i uge 41 og efterårsferie i uge 42, så har eleverne glemt det hele, når de møder mandag morgen i uge 43. Den samvittighedsfulde rugbrødslærer, ham/hende der føler et ansvar for elevernes tilegnelse af det almindelige pensum, kan nu – tidpresset og frustreret – begynde forfra med procentregning.
De magiske forventninger
Da jeg læste nedenstående liste op for en fagfælle, mente han, at jeg havde skabt en overdreven parodi på de krav, man ser i jobannoncer for lærerstillinger. Men punkterne er sakset direkte ud af en jobannonce fra en nystartet privatskole. På en privat grundskole kunne man netop ellers have fravalgt noget og koncentreret sig om noget andet, men nej, nedenstående liste er nærmest et ”modekatalog” over alle magiske forventninger der er til folkeskolelærere. Jeg har andre steder udtrykt det sådan, at forventningerne til læreren nærmest kræver, at han er en krydsning mellem Jesus, Budda og Superman:
Vi forventer at
- Du har et ønske om at arbejde på en skole, hvor høj faglighed, respekt og tryghed samt et godt arbejdsmiljø vægtes højt.
- Du er læreruddannet eller har tilsvarende kvalifikationer.
- Du har gode IT- kompetencer.
- Du er god til klasseledelse, er tydelig i din undervisning, og tydeliggør forventninger, aftaler og retningslinjer.
- Du arbejder i overensstemmelse med skolens målsætninger og værdier.
- Du ser det tætte og professionelle teamsamarbejde som en nødvendighed i forhold til at optimere læringsmiljøet i klasserne.
- Du har indsigt i at målfastsætte og arbejde med evaluering og feedback.
- Du er nærværende og kan motivere dine elever gennem engagement og forskellige undervisningsmetoder, herunder anvende potentialefokuseret undervisningsdifferentiering.
- Du er bevidst om, at du er rollemodel for både dine og de øvrige elever på skolen.
- Du er god til konflikthåndtering.
- Du har humoristisk sans og er en udadvendt person, som evner den gode dialog med elever, forældre og kollegaer.
- Du ser et tæt skole-hjem-samarbejde som en styrke.
- Du ser den enkelte elev, er empatisk og aktivt lyttende.
- Du medvirker til at sikre høj trivsel for alle elever, så de oplever tryghed og at være en del af fællesskabet.
- Du møder veloplagt og forberedt til tiden.
Jeg kan især godt lide kravet om humoristisk sans – mon ikke det bliver nødvendigt.
/Skolemesteren
af Viggo Smitt | 24. mar 2013 | Djævlens advokat
Hard Talk
Søndag den 24. marts 2013
Ugens samtaleemne var Martin Krasniks interview med Lars Hedegaard.
Egentlig kan jeg – der er usigelig træt af danske journalisters mikrofonholderi – rigtig godt lide formatet Hard Talk. Lars Hedegaard udleverer da også sig selv som konspirationsteoretiker, når han siger, at han jo ikke ved om Barack Obama skjuler sin dåbsattest og i virkeligheden er muslim. At det sikkert er rigtigt, at en tredjedel af amerikanerne tror sådan, gør det ikke mindre dumt, men helt sikkert meget mere skræmmende.
Fordi jeg længes efter mere Hard Talk, ærgrer dette interviews skønhedsfejl mig så meget desto mere:
Jeg synes, at den skråsikre Krasnik fylder for meget, og jeg har f.eks. i sammenhængen ikke brug for at vide, at han synes, at der er meget, man kan kritisere Obama for.
Selv om Hedegaard har indvilliget i kritisk interview, er samtalesituationen den, at han for nylig har være udsat for et mordforsøg, og tydeligvis er påvirket af det. Jeg synes, at konspirationsteorier er skøre, men alligevel gik min sympati næsten over på Hedegaard.
Hard Talk er også smukkest overfor rigtige magthavere og Hedegaard er måske efterhånden mere en stakkels særling.
Men episoden har inspireret mig til at sende nedenstående til programmet Deadlines redaktion:
Krasniks interview med Hedegaard berømmes af mange af hans kolleger, men den pågående stil kunne vel være endnu mere velvalgt overfor aktuelle magthavere.
Kunne I ikke lave et “hårdt” interview med justitsministeren om § 24 i den foreslåede nye offentlighedslov.
På Forhånd Tak
Vh
Viggo Smitt
PS
Begrebet Hard Talk er fra BBCs program af samme navn
**
Mandag den 18. marts 2013
I den forløbne uge 11/2013 har et par sager især trængt sig på for djævelens advokat:
Demokratiets salt
Siden jeg den sidste onsdag på min personlige Facebook profil nævnte politikernes forsøg på at sætte undtagelsesbestemmelser ind i den nye offentlighedsloven, er der sket det meget glædelige, at der på Facebook er sat en underskriftindsamling i gang i protest mod lovforslaget. Jeg har skrevet under og opfordrer alle til at gøre det.
Den kritiske samtale er demokratiets salt, og det er uhyggeligt, at man vil fratage dygtige journalister mulighed for at være djævelens advokat. Mange af de afsløringer, der er givet Cavling priser for i de senere år, ville lige præcis have være umulige, hvis ministerbetjeningen var undtaget fra aktindsigt. Man behøver bare tænke på Birte Rønn Hornbechs afgang som minister.
Jeg er kommet i tanke om dengang, jeg bad en noget pompøs embedsmand om aktindsigt i nogle ret banale akter på et universitet. Han spurgte mig, hvorfor jeg ville vide det, og hvad jeg skulle bruge det til. Jeg blev forvirret og vidste ikke lige, hvad jeg skulle sige, men har siden tænkt, at det er en klassisk attitude i megen forvaltning i Danmark. Den trækker spor helt tilbage til enevældens administration, og vores embedsmænd trænger til at blive oplært i offentlighedsprincippet. Jeg skylder nemlig ikke nogen begrundelse for at ville have indsigt, men myndigheden skal begrunde meget præcist, hvis man vil give mig afslag. Hensigten er at skabe gennemsigtighed i forvaltningen. Det er den eneste rigtige garanti mod magtmisbrug og korruption. En fin og stringent gennemgang kan findes på www.transparency.dk.
Den ”kloge ekspert”
Lars Bo Langsted, der er professor i erhvervsret ved Aalborg Universitet har på pressebilledet lagt ansigtet i de rette folder og bekymret ud på sådan en sympatisk made. Det der bekymrer ham, er retssagerne mod aktørerne i de seneste års bankskandaler, 50 forhenværende direktører, kreditchefer, revisorer og bestyrelsesmedlemmer er stævnet og skal betale 2,8 milliarder. Han mener, det vil afholde folk fra at stille op til posterne i fremtiden
Her savner man djævelens advokat i form af journalister, der straks demaskerer ”ekspertudsagnet” som et partsindlæg på et i øvrigt upassende tidspunkt, hvor man får den ufromme tanke, at han håber at påvirke sagernes udfald til fordel for de tiltalte.
Hans udsagn er også komplet bagvendt, for mens det selvfølgelig er rigtigt, at nogle tab skyldtes finanskrisen i verden, er der ingen grund til at forhåndsfrikende uansvarlig adfærd hos lokale aktører. Mange tab kunne uden tvivl være begrænset ved rettidig omhu.
For hæderlige økonomiske aktører er det en meget glædelig begivenhed, at Finansiel Stabilitet har anlagt sagerne, og det vil nok betyde at poster i bankers bestyrelser i fremtiden vil tiltrække en langt bedre type kandidater. I allerbedste fald kan der gøres op med en kultur, der beundrer spekulation til fordel for en kultur, der fremmer rigtige langsigtede samfundsgavnlige resultater.
Habile Læger
Jeg hørte forleden en kuriøs historie om en børnepsykiater, der i begyndelsen af 1960erne i provinsby var hovedvidne i en sag om forældremyndighed. Hans vidneudsagn fik afgørende betydning for, at faderen fik forældremyndigheden. Det lyder jo rimeligt nok, indtil man får at vide, at faderen var børnepsykiaterens søn.
Noget lignende ville nok ikke forekomme i dag, både fordi modpartens advokat straks ville påpege det, og fordi det ville være gefundenes fressen for både seriøs og kulørt journalistik. Men jeg nævner det for at vise, hvor svært danske myndigheder har haft det med habilitet, og hvordan især læger har kunnet slippe af sted med at optræde i dobbeltroller.
Det er ikke så mange år siden at den i øvrigt både hæderlige og charmerende Tage Voss opfattede det som helt uproblematisk at modtage penge fra tobaksindustrien uden at omtale det, når han holdt foredrag på vegne af Foreningen Hensynsfulde Rygere HENRY.
Jeg husker også en samtale med min egen læge – hvis hæderlighed, jeg aldrig har haft grund til at betvivle. Hun kunne ikke forstå at lægernes forhold til medicinalindustrien kunne være et problem. Medicinalindustrien havde sin rolle at spille, og man måtte bare stole på lægernes etik.
Især det sidste stritter; på det korte etik kurset, der findes på lægestudiet i Danmark bør man gøre det helt klart for kandidaterne, at samfundsborgere ikke bare skal stole på nogens etik, der skal i stedet skabes transparens, så offentligheden kan kontrollere, hvilke interesser der på spil.
Hvad lægernes forhold til medicinalindustrien angår, findes heldigvis ikke en men to djævelens advokater i form af Cochrane Instituttet og Læger Uden Sponsor. Det er sikkert deres fortjeneste, at lægeforeningen nu selv – bedre sent end aldrig – i forbindelse sagen om HPV vaccinen foreslår regler for transparens. Også her er transparens kodeordet, for der skal naturligvis være masser af samarbejde mellem læger og medicinalindustri.
Lovgivningen er også på vej – vist i næste folketingssamling. Jeg undrer mig bare over, at der ikke for længe siden er kommet en meget håndfast lovgivning på området. Og nej, lovgivernes skal ikke sidde og vente på, at branchen laver frivillige regler.
Jeg har oprettet en facebook side med titlen djævelens advokat og er ved at finde ud af at bruge den. Jeg skriver senest et nyt indlæg her påskedag søndag den 1. April. Det kommer til at handle om det negative ved positiv tænkning.
VS
Advocatus Diaboli
af Viggo Smitt | 9. mar 2013 | Djævlens advokat
Den gode sag
Nogle associerer fejlagtigt udtrykket djævelens advokat til den karakter i en fortælling, der har solgt sin sjæl til djævelen. Den misforståelse blev hjulpet godt på vej af en i øvrigt underholdende film fra 1997 med Al Pacino i hovedrollen, Devils Advocate, der handler om et advokatfirma, der bogstaveligt arbejder for det onde – Al Pacinos rolle afsløres som DEN onde sidst i filmen. Men djævelens advokat, ham fra dagligsproget, arbejder faktisk for den gode sag.
En Lutrende Proces
Processen for helgenkåringer i den katolske kirke foregik før i tiden som en slags retssag, hvor den ene advokat uformelt omtaltes som Advocatus Diaboli, Djævelens Advokat. Hans opgave var anklagerens. Han fremførte altså argumenterne mod helgenkåringen; var dette eller hint mirakel nu ægte? Var den afdødes karakter alligevel ikke helt pletfri? osv.
Den polske Pave John Paul II afskaffede dette system og fik i en rasende fart gennemført et stort antal helgenkåringer. Hvis man ikke er katolik, kan man jo være ganske ligeglad med, hvem der nu er helgener, men det er nemt at forestille sig, at nogle af de kanoniserede hurtigt mister glansen i lyset af uheldige oplysninger, som nu ikke har været prøvet ved ”domstolen” men først senere kommer til de troendes kendskab. Det er også nemt at parallelisere dette til alle mulige andre situationer:
Forsvar for den gode sag
Det er blevet meget almindeligt hos virksomheder og organisationer at italesætte en ny pædagogisk metode eller organisationsteori med en begejstring, næsten som om det var en helgenkåring. Man savner djævelens advokat, både som ham der siger de upopulære ting, men også som kritisk sans hos aktørerne. Det er vigtigt, umådelig vigtigt at huske på, når der til møder på arbejdspladser fremføres en bestemt slags kritik, som faktisk er meget konstruktiv. Mens middelmådige ledere har svært ved at høre kritik og blive udfordret, har virkeligt dygtige ledere altid af egen drift djævelens advokat med til møderne i form af mindst en person, der rationelt udfordrer populære antagelser. Den rigtige titel på figuren i den katolske kirke var i øvrigt Promotor Fidei, Troens Forsvarer, altså en der i høj grad tjente sagen.
Det oplyste grundlag
Den sag der skal tjenes i den verdslige virkelighed på f.eks. arbejdspladser er beslutningen. Beslutningerne om hvilken vej man skal, bør træffes på et så oplyst grundlag som muligt. Det er et uafvendeligt vilkår, at en beslutning skal træffes på et bestemt tidspunkt, på grundlag af de oplysninger man har til rådighed på det tidspunkt. Man bør ikke bebrejde beslutningstagerne noget med udgangspunkt i senere fremkomne oplysninger. Men den italesatte begejstring for en bestemt ide eller metode er en væsentlig, men slet ikke uafvendelig forhindring for de bedst tænkelige beslutninger, og den forhindring er beslutningstagere ansvarlige for at styre fri af.
Djævelens advokat er dyr, meget dyr… at undvære
Jeg vil frejdigt påstå, at man kunne have undgået finanskrisen, hvis man rundt omkring havde lyttet til djævelens advokat. Jeg vil gå så vidt som til at påstå, at det er indlysende. I bestyrelser og direktioner, bør man naturligvis altid hele tiden overveje de mulige negative konsekvenser af økonomiske beslutninger, inden man tager en risiko, som derved gør sig fortjent til betegnelsen kalkuleret. De historier man nu hører om tegner desværre et andet billede; man lyttede ukritisk til ham, jeg vil kalde modparten til djævelens advokat nemlig den karismatiske optimistiske iværksætter. Han er selvfølgelig nødvendig i forretningslivet, men oplagt destruktiv uden modspil. Man bliver ikke svindler af at være karismatisk og optimistisk, men enhver ordentlig svindler har både karisma og en smittende optimisme. Stein Bagger er kun mest groteske eksempel. Ved ansættelse i mange underordnede og dårligt betalte jobs, er man næsten sygeligt optaget af cv med tilhørende referencer. Ganske mange bestyrelser og direktioner udviser ikke en tilsvarende skepsis der, hvor den er nok så vigtig, nemlig overfor en Stein Bagger typer. Der turde ellers være indlysende, at et solidt baggrundscheck er krævet, når man betror en person forvaltningen af store formuer, men tilsyneladende forblænder udsigten til den store nemme gevinst mennesker af hvem, offentligheden med føje kunne forvente et minimum af rettidig omhu, som ville sikre velkonsoliderede økonomiske resultater til gavn for hele samfundet.
Hvad gør djævelens advokat
Djævelens advokat stiller naturligvis de kritiske spørgsmål, men han undersøger også med sund mistænksom aktørernes baggrund og kreditværdigheden hos låntagere, hvis der er tale om noget finansielt, ligesom han spørger hvem, der faktisk har gavn af en bestemt beslutning og om der kan være habilitetsproblemer. Det mest karakteristiske er dog nok en slags tillempet Sokratisk metode til at undersøge beslutningsforslag. Sokrates bringer samtalepartneren til at indse svaghederne ved negere det, vedkommende fremsætter, altså pege på selvmodsigelser og andet, som er indlysende forkert. Teknikken minder om spillet mastermind, hvor den ene spillers tilbagemeldinger bør lede den anden til ved hjælp ad udelukkelsesmetoden at finde den rigtige kombination. I modsætning til spillet, når man ikke frem til at afsløre en sikker løsning, men beslutningsgrundlaget vil blive mere oplyst. Djævelens advokat er hverken Rasmus Modsat eller en ondskabsfuld sarkastiker, men en venlig og kultiveret, energisk og engageret taler. Hvis han er karismatisk undlader at overbevise sine tilhørere ved forførelse, tværtimod opfordrer han dem til også at kritisere det, han siger.
**
Ovenstående er kun begyndelsen. Min undersøgelse af djævelens advokat vil fortsætte. Jeg vil snart skrive noget om det destruktive ved den ”posivitetsfacisme”, som desværre stadig er så udbredt på arbejdspladser. Jeg vil også snart nå frem til en indsnævring med konkrete bud på hvem, hvem der kunne være djævelens advokat for forskellige typer af organisationer og virksomheder.
I næste uge vil jeg oprette en facebookside om sagen – titlen har jeg ikke besluttet endnu. Jeg vil også oprette en side om djævelens advokat her på min hjemmeside, som i punktform skal opliste de ting, jeg selv ville tilbyde at gøre som djævelens advokat.
