Hard Talk
Søndag den 24. marts 2013
Ugens samtaleemne var Martin Krasniks interview med Lars Hedegaard.
Egentlig kan jeg – der er usigelig træt af danske journalisters mikrofonholderi – rigtig godt lide formatet Hard Talk. Lars Hedegaard udleverer da også sig selv som konspirationsteoretiker, når han siger, at han jo ikke ved om Barack Obama skjuler sin dåbsattest og i virkeligheden er muslim. At det sikkert er rigtigt, at en tredjedel af amerikanerne tror sådan, gør det ikke mindre dumt, men helt sikkert meget mere skræmmende.
Fordi jeg længes efter mere Hard Talk, ærgrer dette interviews skønhedsfejl mig så meget desto mere:
Jeg synes, at den skråsikre Krasnik fylder for meget, og jeg har f.eks. i sammenhængen ikke brug for at vide, at han synes, at der er meget, man kan kritisere Obama for.
Selv om Hedegaard har indvilliget i kritisk interview, er samtalesituationen den, at han for nylig har være udsat for et mordforsøg, og tydeligvis er påvirket af det. Jeg synes, at konspirationsteorier er skøre, men alligevel gik min sympati næsten over på Hedegaard.
Hard Talk er også smukkest overfor rigtige magthavere og Hedegaard er måske efterhånden mere en stakkels særling.
Men episoden har inspireret mig til at sende nedenstående til programmet Deadlines redaktion:
Krasniks interview med Hedegaard berømmes af mange af hans kolleger, men den pågående stil kunne vel være endnu mere velvalgt overfor aktuelle magthavere.
Kunne I ikke lave et “hårdt” interview med justitsministeren om § 24 i den foreslåede nye offentlighedslov.
På Forhånd Tak
Vh
Viggo Smitt
PS
Begrebet Hard Talk er fra BBCs program af samme navn
**
Mandag den 18. marts 2013
I den forløbne uge 11/2013 har et par sager især trængt sig på for djævelens advokat:
Demokratiets salt
Siden jeg den sidste onsdag på min personlige Facebook profil nævnte politikernes forsøg på at sætte undtagelsesbestemmelser ind i den nye offentlighedsloven, er der sket det meget glædelige, at der på Facebook er sat en underskriftindsamling i gang i protest mod lovforslaget. Jeg har skrevet under og opfordrer alle til at gøre det.
Den kritiske samtale er demokratiets salt, og det er uhyggeligt, at man vil fratage dygtige journalister mulighed for at være djævelens advokat. Mange af de afsløringer, der er givet Cavling priser for i de senere år, ville lige præcis have være umulige, hvis ministerbetjeningen var undtaget fra aktindsigt. Man behøver bare tænke på Birte Rønn Hornbechs afgang som minister.
Jeg er kommet i tanke om dengang, jeg bad en noget pompøs embedsmand om aktindsigt i nogle ret banale akter på et universitet. Han spurgte mig, hvorfor jeg ville vide det, og hvad jeg skulle bruge det til. Jeg blev forvirret og vidste ikke lige, hvad jeg skulle sige, men har siden tænkt, at det er en klassisk attitude i megen forvaltning i Danmark. Den trækker spor helt tilbage til enevældens administration, og vores embedsmænd trænger til at blive oplært i offentlighedsprincippet. Jeg skylder nemlig ikke nogen begrundelse for at ville have indsigt, men myndigheden skal begrunde meget præcist, hvis man vil give mig afslag. Hensigten er at skabe gennemsigtighed i forvaltningen. Det er den eneste rigtige garanti mod magtmisbrug og korruption. En fin og stringent gennemgang kan findes på www.transparency.dk.
Den ”kloge ekspert”
Lars Bo Langsted, der er professor i erhvervsret ved Aalborg Universitet har på pressebilledet lagt ansigtet i de rette folder og bekymret ud på sådan en sympatisk made. Det der bekymrer ham, er retssagerne mod aktørerne i de seneste års bankskandaler, 50 forhenværende direktører, kreditchefer, revisorer og bestyrelsesmedlemmer er stævnet og skal betale 2,8 milliarder. Han mener, det vil afholde folk fra at stille op til posterne i fremtiden
Her savner man djævelens advokat i form af journalister, der straks demaskerer ”ekspertudsagnet” som et partsindlæg på et i øvrigt upassende tidspunkt, hvor man får den ufromme tanke, at han håber at påvirke sagernes udfald til fordel for de tiltalte.
Hans udsagn er også komplet bagvendt, for mens det selvfølgelig er rigtigt, at nogle tab skyldtes finanskrisen i verden, er der ingen grund til at forhåndsfrikende uansvarlig adfærd hos lokale aktører. Mange tab kunne uden tvivl være begrænset ved rettidig omhu.
For hæderlige økonomiske aktører er det en meget glædelig begivenhed, at Finansiel Stabilitet har anlagt sagerne, og det vil nok betyde at poster i bankers bestyrelser i fremtiden vil tiltrække en langt bedre type kandidater. I allerbedste fald kan der gøres op med en kultur, der beundrer spekulation til fordel for en kultur, der fremmer rigtige langsigtede samfundsgavnlige resultater.
Habile Læger
Jeg hørte forleden en kuriøs historie om en børnepsykiater, der i begyndelsen af 1960erne i provinsby var hovedvidne i en sag om forældremyndighed. Hans vidneudsagn fik afgørende betydning for, at faderen fik forældremyndigheden. Det lyder jo rimeligt nok, indtil man får at vide, at faderen var børnepsykiaterens søn.
Noget lignende ville nok ikke forekomme i dag, både fordi modpartens advokat straks ville påpege det, og fordi det ville være gefundenes fressen for både seriøs og kulørt journalistik. Men jeg nævner det for at vise, hvor svært danske myndigheder har haft det med habilitet, og hvordan især læger har kunnet slippe af sted med at optræde i dobbeltroller.
Det er ikke så mange år siden at den i øvrigt både hæderlige og charmerende Tage Voss opfattede det som helt uproblematisk at modtage penge fra tobaksindustrien uden at omtale det, når han holdt foredrag på vegne af Foreningen Hensynsfulde Rygere HENRY.
Jeg husker også en samtale med min egen læge – hvis hæderlighed, jeg aldrig har haft grund til at betvivle. Hun kunne ikke forstå at lægernes forhold til medicinalindustrien kunne være et problem. Medicinalindustrien havde sin rolle at spille, og man måtte bare stole på lægernes etik.
Især det sidste stritter; på det korte etik kurset, der findes på lægestudiet i Danmark bør man gøre det helt klart for kandidaterne, at samfundsborgere ikke bare skal stole på nogens etik, der skal i stedet skabes transparens, så offentligheden kan kontrollere, hvilke interesser der på spil.
Hvad lægernes forhold til medicinalindustrien angår, findes heldigvis ikke en men to djævelens advokater i form af Cochrane Instituttet og Læger Uden Sponsor. Det er sikkert deres fortjeneste, at lægeforeningen nu selv – bedre sent end aldrig – i forbindelse sagen om HPV vaccinen foreslår regler for transparens. Også her er transparens kodeordet, for der skal naturligvis være masser af samarbejde mellem læger og medicinalindustri.
Lovgivningen er også på vej – vist i næste folketingssamling. Jeg undrer mig bare over, at der ikke for længe siden er kommet en meget håndfast lovgivning på området. Og nej, lovgivernes skal ikke sidde og vente på, at branchen laver frivillige regler.
Jeg har oprettet en facebook side med titlen djævelens advokat og er ved at finde ud af at bruge den. Jeg skriver senest et nyt indlæg her påskedag søndag den 1. April. Det kommer til at handle om det negative ved positiv tænkning.
VS
Advocatus Diaboli