Jeg var glad for Niels Chr. Sauers kommentar til programmet “Pisk eller Gulerod” i bebatsporet på folkeskolen.dk
“Dog vil jeg sige, at Viggo Smitt har fat i en lang ende, når han i andet afsnit pointerer, at vi skal bruge 55.000 lærere, så det er nødvendigt at lægge lærerarbejdet til rette på en måde, som kan takles af relativt almindelige mennesker – der, vil jeg tilføje, skal kunne holde til det et helt arbejdsliv igennem.”
Det giver mig anledning at udfolde pointen. For det handler nok mere om rugbrød end om pisk eller gulerod. Rugbrødslæreren er en vandbærer, et hverdagsmenneske, og det har han det godt med. Han ville forlange en tredobling af sin løn, hvis han pluselig skulle optræde som rockstjerne og måske endda være en krydsning mellem Jesus, Budda og Superman.
Lærerjobbet skulle jo helst være et, man kunne have som fuldtidsarbejde i knap 50 år. Ikke desto mindre opdager mange nyuddannede lærere efter nogle få års indsats, at det er for belastende. Man kan ikke bebrejde dem, at de rykker videre i god tid. Men det er et samfundsøkonomisk problem, og det ødelægger en hårdt tiltrængt kontinuitet for eleverne. Jeg har nogle bud på, hvad vi kan ændre:
Kommunerne skal ikke sætte forsøg i gang. Den voldsomme reform i 2013 er rigeligt at fordøje. Kommunerne skal heller ikke bruge penge på smarte konsulenthuse a la True North, der producerer virkningsløs pepsnak. Kommunere skal i stedet stole på sine læreres egen formåen og støtte op om dem med gode vilkår.
Vi skal have lavet en “normalisering” af lærerenes arbejdstid, så de i lighed med andre faggrupper kan arbejde hjemmefra, når de ikke underviser eller er til møder.
Skoleledere skal fravælge nogle intiativer, altså kunne sige det eller det bruger vi ikke tid på. Det kunne resultere færre emneuger og vidtløftige projekter og mere stilfærdig faglig undervisning med rolig kontinuerlig progression.
Lærere skal naturligvis være samvittigsfulde, men nok i virkeligheden tone kravene til sig selv ned efter devisen mindre X-faktor mere rugbrød. Det er jo langt bedre for skolen at læreren passer sit arbejde med få sygemeldinger i årevis end at hun/han brænder ud efter halvandet års hæsblæsende fantastisk undervisning.
OG vigtigst af alt; eleverne skal fra børneklassen indlære en SKOLEADFÆRD, som ikke må afhænge af den enkelte lærerpersonlighed. Det centrale træk er, at man ikke laver unødig støj og ikke afbryder læreren eller klassekammeraterne.
Klasseledelsen i sin simple let behaviouristiske form skal være en holdsport på hele skolen, som ledelsen hele tiden bakker massivt op om.
Jeg tror I virkeligheden alle forstår det. For hvis læreren ikke hele tiden skal udholde støj og bruge energi på at overtale eleverne til at være stille, holder læreren meget længere. Det er rart for læreren, men er samtidig det bedste der overhovedet kan ske for eleverne.