Trusler mod fagligheden i folkeskolen
Den største trussel mod fagligheden i skolen er nogle helt forskruede forventninger til læreren
Uro
Læreren skal tilsyneladende bare sørge for, at børnene med stor tilfredshed og glæde modtager undervisning. Den enkelte lærer skal også tilsyneladende mobilisere en personlig autoritet, baseret på intet andet end egen indre ro og styrke. Det er herefter nemt at forstå, hvordan stress bliver epidemisk, hvilket så udløser hyppige lærerskift og omfattende vikardækning.
Man gør sig ikke den ulejlighed at kodificere kravene til elevadfærd. I stedet skal man lidt kælent i hver klasse forhandle ordensregler med eleverne ”så de kan få ejerskab til dem”.
Lektiehjælpsvirksomheden GoKarakter har gennemført en repræsentativ analyse blandt 1027 forældre med børn i 0.-10. klasse. I denne undersøgelse blev forældrene spurgt om, hvad de anså som de største udfordringer for deres børns skolegang. Her svarede hele 23%, at larm og manglende ro i klassen var en faktor med stor påvirkning af skoledagen. Mange lærere opfatter det desværre som skamfuldt ikke at kunne holde ro – man føler, man taber ansigt. MEN klasseledelse er ikke noget, den enkelte lærer kan, selvom mange skoleledere tror det. Klasseledelse er en holdsport på en skole. Og ro og orden er selvfølgelig skolelederens ansvar. Man kan ikke skabe ro og orden uden nogle faste regler, som selvfølgelig ikke skal forhandles hvert år i klasserne med eleverne. Regler for elevadfærd skal gælde på hele skolen, hele tiden og i alle klasser. Og de skal især overfor eleverne fastholdes hele tiden! Den første regel bør være: Afbryd ikke, og den anden: Følg lærerens anvisninger.
Lærerskift og vikardækning
Som angivet ovenstående er der grund til at tro, at det er de urealistiske forventninger til læreren, som skaber mange sygemeldinger med stress og måske også anden sygdom. Man kan dertil notere sig, at mange relativt nyuddannede lærere forlader folkeskolen efter meget få år. Derfor er det ret almindeligt, at der på en mellemstor skole hver eneste skoledag indkaldes 5–6 vikarer. Selvom disse unge mennesker (der som oftest er studenter fra året før) gør sig hæderlige anstrengelser, lider roen og kontinuiteten i undervisningen naturligvis voldsomt under det. I førnævnte undersøgelse fra GoKarakter svarede 19% af forældrene, at det høje antal af vikartimer var en udfordring for deres børn. Det bliver først bedre, når man meget systematisk forbedrer lærernes arbejdsforhold. Det handler i øvrigt ikke nødvendigvis om at arbejde mindre eller øge lønnen, men snarere om at arbejde mere fokuseret med selve den fagfaglige undervisning. Det er egentlig nemt at forstå, at den elementære arbejdsglæde så vil komme tilbage – og sygemeldingerne vil næsten med sikkerhed reduceres drastisk.
Trivsel løsrevet fra faglighed
Naturligvis skal skolen være opmærksom på det enkelte barns overordnede trivsel. Men de såkaldte netværksmøder med deltagelse af forældre, klasselærer, pædagogisk leder (og hyppigt også psykologer og socialrådgiverlærere) er sammen med andre lignende tiltag et voldsomt træk på ressourcer, der burde være fokuseret på skolens fag. Skolen hverken kan eller skal løse tunge sociale problemer, og det er den heller ikke gearet til. Derimod burde man straks genindføre specialklasserne eller bare noget, der lignede. Inklusionsdagsordenen var og er en umulighed, som nedslider lærerne og ganske betragteligt reducerer det gennemsnitlige faglige udbytte for de øvrige elever. Endelig er mange af de inkluderede elever dårligt hjulpet under det regime.
Faglig trivsel for den enkelte elev
Hvis en lærer f.eks. underviser tre klasser, skal han, udover at forberede sig og deltage i møder, undervise 75 børn i 26 timer om ugen. Det siger sig selv, at han ikke kan holde fuldkommet styr på hver enkelt af de 75. Fuldstændig gennemført undervisningsdifferentiering har været en utopi fra den dag, man begyndte at tale om det. Hvis man gør lærerens arbejde lidt mere tåleligt og mere fagfagligt fokuseret (som skitseret ovenfor) vil han i langt højere grad kunne støtte den enkelte elevs faglige udvikling.
En fagligt vellykket skolegang er efter min mening en kæmpegevinst for det enkelte menneske. Udover en øget evne til at deltage myndigt som borger i samfundet samt en forbedret erhvervsevne, er der nemlig en personlig gevinst ved at kunne læse og skrive, læse engelsk og dertil kunne forstå, hvad man læser. God grundskoleuddannelse gør simpelthen livet rarere for det enkelte menneske. Det ville være berigende at høre et sådant billede af skolen fremført lidt oftere i debatten.