Kritikkens retning
Kritik er en del af den oplyste samtale i et samfund. I forbindelse med udsendelsen kritiserer jeg journalistikken, klipningen og fagkonsulenterne “De fremmeste eksperter”.
Måske har jeg glemt at sige, at jeg “lånte” en god klasse med søde elever og gode forældre af nogle dygtige lærere på den velfungerende Gyvelhøjskole.
I ”Pisk eller Gulerod” forherliger TV2 pseudokreativitet
Det var selvfølgelig ikke uden en vis frygt, at jeg sagde ja til at deltage i TV2-programmet og eksperimentet ”Pisk eller gulerod” – hvor to vidt forskellige undervisningsformer i to 7. klasser bliver testet. Med indledende og afsluttende tests skal programmet afdække, om ”pisken” eller ”guleroden” – den håndfaste klasseledelse eller den udtalte elevfrihed – skaber de bedste resultater. Journalisterne overdriver den sort/hvide vinkling som virkemiddel og har fået lavet noget, som ikke burde have fået støtte fra Public Service Fonden. Med sin helt forkvaklede konklusion er programmet ikke public service. Det er trist; folkeskolen, samfundets vigtigste fællesinstitution, kunne fortjene en langt bedre belysning.
Jeg blev hevet ind som lærer i ”pisk-klassen”, og forinden havde jeg gjort mig overvejelser om, hvor hurtigt og nemt ting kan fordrejes i et TV-program. Ikke desto mindre var jeg ivrig for at fremføre og demonstrere mine synspunkter, og jeg vil anerkende, at jeg i en række små speaks i programmet føler mig hørt. Det er jeg taknemmelig for. OG i den første udsendelse udsiger Jonathan, én af mine elever og hans forældre, netop min begrundelse for disciplin i kasseværelset: Folkeskolens væsentligste udfordring er, at vi accepterer alt for meget støj og alt for mange afbrydelser, og det er direkte ødelæggende for de elever, der som Jonathan ønsker at følge med. Hurra fordi vi har hørt og set Jonathan.
Jeg anerkender også, at jeg fremstår rimelig sympatisk i programmet, og i virkeligheden er jeg heller ikke særlig autoritær. Jeg tilstræber i sidste ende en slags oplyst samtale, som faktisk lykkedes med de charmerende elever i den daværende 7. D på Gyvelhøjskolen i Galten.
”Fakta-journalisterne” og ”de fremmeste eksperter”
Det er programmets konklusion, jeg ikke kan undlade at kritisere. Omhyggelig dokumentar journalistik er ikke videnskab, men den kan i bedste fald give en troværdig indikation på, om noget er bedre end noget andet, så det meget lille udsnit som to skoleklasser udgør, kan godt bruges i en ikke-videnskabelig men journalistisk grundig undersøgelse.
Det er ikke lykkedes her. Man får ikke indledningsvist forklaret, hvad man vil sammenligne – altså isoleret faktorerne; Er det den kreative problemløsning, formelle matematikkundskaber eller er det et samlet billede? Det hænger sammen med, at man ikke har gjort sig den ulejlighed i tilstrækkelig grad at planægge et før og et efter scenarie. I den afsluttende prøve efterligner man – blot nedskaleret til syvende klassetrin – folkeskolens afsluttende prøve i matematik efter 9. klasse. Denne er tredelt og består af:
Færdighedsprøven er langt den mindste del i bedømmelsen. Alligevel havde journalisterne i programmet kun indledningsvis foretaget netop en færdighedsprøve. Herefter mudrer de tingene til ved i speaks at sammenblande skriftlig færdighedsprøve med den langt vigtigere skriftlige problemregningsprøve ved kun at sige skriftlig prøve.
De matematikfaglige konsulenter Bent Lindhardt og hans assistent Pernille Pind, der pompøst italesættes som ”nogle af landets fremmeste eksperter” fulgte i øvrigt slet ikke projektet, selvom speakerstemmen siger det gentagne gange. De blev indkaldt hen mod slutningen, og de overværede aldrig vores undervisning, men var kun involveret i at fremstille og afvikle prøverne.
Mine elever klarede sig tydeligt bedre i den skriftlige problemregning. Det var også den eneste målbare forskel, men da der netop ikke var en baseline prøve i skriftlig problemregning, kan det ikke på nogen sikker måde tilskrives min undervisning, ligesom en mulig kreativitet ved den mundtlige prøve i den anden klasse af samme årsag – ingen mundtlig baseline prøve – ikke på nogen sikker måde, kan tilskrives ”gulerods–matematiklæreren” Carsten Hermansens undervisning. Det skal i øvrigt anføres, at selvom klasserne var blevet undervist i samme pensum, tonede Bent Lindhardt opgaverne til en mundtlige prøve lidt forskelligt. Det øger naturligvis heller ikke sammenligneligheden.
De kreative, ædle vilde
Jeg hylder kreativitet og innovation, men i konklusionen antydes en slags modsætning mellem træning i formelle færdigheder og kreative løsninger. Og netop den modsætning, ser jeg som falsk på grænsen til det enestående idiotiske. Det er meget tydeligt i programmets bedømmelse af elevernes formåen i faget dansk. Det er da fint, at børn i 7. klasse lærer at føre samtaler om litteratur og – som det siges – er lyttende, debatterende og reflekterende, men de skal bare kunne nogle begreber, ellers er det ikke et fag, men kunne være en hyggesnak i skolegården. Skoleelever er nemlig ikke kreative ædle vilde, der vil finde ud af tingene selv, hvis man ikke præsenterer dem for det.
En lignende tankegang ses, når det gælder matematikken. Bent Lindhardt er vild med det, han opfatter som spændende og kreative løsninger på de opgaver, han har fundet på. Det kan man høre i udtalelser som: ”Man kan se, at D klassen måske i deres iver efter at lave den rigtige matematik nogen gange har svært ved at få kontakt til den hverdagsproblemstilling, vi ofte stiller, når vi laver den mundtlige evaluering.”
Eller når Bent Lindhardt med tantet begejstring beretter om gulerodsklassens opfindsomhed, om deres storartede, ja grænseoverskridende evner ud i innovation, nytænkning. Og han får sagt til kameraet, at ”det ville andre aldrig have gjort”
Faktum er blot, at eleverne i ’Pisk’- og ’gulerods’-klassen får nøjagtig samme score i den mundtlige prøve, men alligevel er der med eksperterne som heppekor og i programmets klipning skabt en voldsom og lovprisning af resultaterne hos eleverne i gulerodsklassen. Der bliver udråbt en vinder på et falsk grundlag, som taler direkte ind i den fjollede forherligelse af touchy-feely pseudokreativitet, som vi har fået tudet ørene fulde alt, alt for længe i den pædagogiske debat.
Fra eksperter bør man forvente saglighed, men vi oplever i stedet holdninger og følelser hos de to konsulenter. Derimod bliver vi ikke klogere på, hvad det er, eleverne i gulerodsklassen gør så godt.
”Professionalisme”
Min fornemmelse er, at konsulenterne Bent Lindhardt og Pernille Pind mest bare har samme ideologi som ”gulerods–matematiklæreren”
Carsten Hermansen, men jeg kan jo tage fejl. Så jeg besluttede mig for at prøve at få det belyst lidt bedre og skrev derfor følgende i en mailkorrespondance med Bent Lindhardt:
“Jeg vil dog altid gerne blive klogere, så jeg håber, du vil give mig en kort skitse af 7E elevernes kreative løsning på f.eks. den med juicebrikkerne.”
Jeg vil slutte af med bede min læser om at forholde sig til ekspertens svar, da jeg på den måde ville kigge ham over skulderen:
”Som du kan notere dig ud fra udsendelsen oplevede vi begge en øget kreativ problemløsningsadfærd i Carstens klasse og her må du forlade dig på min og Pernilles professionalisme i situationen”.
Det var Kim Larsens “De smukke unge mennesker” jeg tænkte på, da jeg her til aften genså de charmerende elever i den daværende 7. D på Gyvelhøjskolen i Galten. Det var nogle fine, men også meget hektiske tre måneder. Tak til eleverne for den tid.
Desværre ser man kun min undervisning og elevernes gode samarbejde med hinanden i glimt. De to ting havde jeg gerne set foldet lidt mere konkret ud, men sådan er vilkårene vel, når man som programdeltager ikke selv kan udvælge de sekvenser ud af 800 timers optagelse, der tages med, fordi det skal koges ned til 2*45 minutter.
Som det fremgår af udsendelsen, går jeg ind for ro og orden i klasseværelset. Jeg efterlyser en code of conduct – en bestemt skoleadfærd, så alle elever kan høre. Det er ikke lærerens personlighed eller evne til at underholde, som skal være afgørende for, om eleverne gider høre efter. Der skal være ro, så alle elever – ikke mindst de, som kæmper med stoffet – kan koncentrere sig og tilegne sig viden.
Både Mette Stange og Carsten Hermansen, som underviser i “gulerodsklassen” er dedikerede og energiske. Men deres projekt med at give eleverne lyst til at lære og få dem til selv at tage et ret omfattende ansvar, er efter min mening alt for ambitiøst – hvad vil der ske, når en ung vikar – en gymnasieelev kunne det være – skal tage sådan en klasse?
Den undervisningsform giver tydeligvis også for meget uro, som jeg tror kan være stærkt generende for nogle af eleverne i klassen, og altså nogle gange for andre elever på skolen.
OG Andreas skal som Rasmus i min klasse være stille – ikke kun for sin egen, men også for de andres skyld – og det må der ikke gå tre måneder med at indskole
Ro og stilhed er ikke for mig – som for Mette Stange – helt forskellige ting
Jeg er heller ikke så glad for strategien med at pålægge de dygtigste elever en slags uformelt ledelsesansvar i grupperne. Det sker for Josephine i E klassen, og man tager endda forældrene i ed. Det kan nogen gange være rigtigt, at dygtige elever selv lærer noget ved blive en slags hjælpelærere, men det er efter min mening et godt stykke over grænsen for, hvad man kan bede en skoleelev om.
Se med i næste afsnit, som kommer på næste mandag kl. 21:05
Jeg er i fjernsynet her til aften
I foråret 2016 deltog jeg i et eksperiment på Gyvelhøjskolen i Galten udenfor Århus. Effekten af to forskellige undervisningformer skulle stilles op overfor hinanden. I aften kl. 21:05 viser TV2 så resultatet, nemlig den første af to udsendelser “Pisk eller Gulerod”.
Den bedste sekvens er med min elev Jonathan og efterfølgende med hans forældre. Men læg også mærke til, at mine elever i D klassen (Pisk klassen) hjælper hinanden, uden at vi sætter et stort projekt i søen.
Det lykkedes faktisk for min dygtige kollega Iris Bay og undertegnede at skabe ro i vores klasse. På et vist tidspunkt er det faktisk paralellklassen (“gulerodsklassen”) som larmer og forstyrrer min undervisning, men ikke mine egne elever.
Programmet har for mig været en god mulighed for at italesætte og illustrere nogle af de pointer om disciplin og ro i klasseværelset, som jeg også fremsætter og forklarer i min min bog:
“Kampen om klasseværelset.”
Få gratis bogen tilsendt Kontakt
Noget om Stress
Skolen stresser lærerne, eller mere præcist; for en bare almindelig samvittighedsfuld lærer er en fuldtidsstilling i folkeskolen en stor mundfuld.
Stress er en folkesygdom, og der er masser af statistikker, der viser hvilke erhvervsgrupper der mest stressede osv. Men mit ærinde er ikke statistik. Derimod har jeg helt uvidenskabeligt bemærket, at der på lærerværelser rundt omkring altid er mindst et par stykker, som er nede med stress. Så jeg vil give et bud på, hvad der er særligt stesssende ved lærerarbejdet.
Det er ikke arbejdsmængden. De fleste har prøvet, at arbejde hårdt og længe, blive trætte for herefter at sove fint og tage fat igen næste morgen. Det er vist efterhånden almindelig kendt, at modstridende krav og uoverskuelige opgaver udløser stress. Lærejobbet er fyldt med den slags.
Fag
Det første krav til en lærer er faglighed. Man bruger det skrækkelige ord fag-faglig, når man vil forklare, at det er hans egen viden om selve det fag, han underviser i, der er på tale. Modstillingen er hans fagdidaktiske kompetence – dygtigheden til at undervise i faget. Her er det første smertepunkt. Det er nemt at forstå, hvor vigtigt det er, at læreren kan sit fag. Det er også nogenlunde nemt at forklare, hvad der menes med det. Derimod har der altid været stærke uenigheder om undervisningsmetoder. Lærerens dygtighed på det område, bliver også tit forvekslet med hans popularitet. Man skulle næsten tro, at det er som konsekvens heraf, at nogen har opfundet det skrækkelige begreb relations-kompetence.
Relation
Alle kan huske en lærer, de havde et særligt godt forhold til og som derfor inspirerede dem til interessere sig for et bestemt fag. Nu skulle man være godt tosset, hvis man ville benægte, at positive relationer til underviseren fremmer indlæring. Stressfaktoren for lærerene ligger i, at man med et udtryk som relations-kompetence italersætter en forventning om, at den enkelte lærer skal skabe en positiv relation til samtlige de måske mere end hundrede elever, han underviser. Man er faktisk ikke herre over, hvem der kan lide en, og der skal som bekendt to til tango.
Positive relationer er ikke noget, der kan kræves, men noget, man kan håbe på, udvikler sig. Hvis man vil øge sandsynligheden for den udvikling, skal man reducere stressfaktorerne i lærernes hverdag.
Det man kan kræve af lærerne er en høflig og venlig omgangstone med eleverne. Hvis man er realistisk og kender skolens hverdag, skal man endda give plads til, at der kan ryge en finke af fadet.
Hid og Did
En anden stressfaktor, som ikke er så svær at få øje på, er de mage ting man vil med skolen: lejrskole, udflugter, idrætsuger, medborgerskabsuger og emneuger. En bestemt type elever bliver faktisk også stressede af de tiltag, og selvom de fleste elever måske føler sig underholdt, er det faglige udbytte mere end tvivlsomt. Det man ofrer er den daglige rugbrødsundervisning, med de ikke så ophidsende, men nødvendige gentagelser. Hvis man er gået i gang med procentregning i uge 40, men har idrætsuge i uge 41 og efterårsferie i uge 42, så har eleverne glemt det hele, når de møder mandag morgen i uge 43. Den samvittighedsfulde rugbrødslærer, ham/hende der føler et ansvar for elevernes tilegnelse af det almindelige pensum, kan nu – tidpresset og frustreret – begynde forfra med procentregning.
De magiske forventninger
Da jeg læste nedenstående liste op for en fagfælle, mente han, at jeg havde skabt en overdreven parodi på de krav, man ser i jobannoncer for lærerstillinger. Men punkterne er sakset direkte ud af en jobannonce fra en nystartet privatskole. På en privat grundskole kunne man netop ellers have fravalgt noget og koncentreret sig om noget andet, men nej, nedenstående liste er nærmest et ”modekatalog” over alle magiske forventninger der er til folkeskolelærere. Jeg har andre steder udtrykt det sådan, at forventningerne til læreren nærmest kræver, at han er en krydsning mellem Jesus, Budda og Superman:
Vi forventer at
Jeg kan især godt lide kravet om humoristisk sans – mon ikke det bliver nødvendigt.
/Skolemesteren