Abdikation er forsinket damage control

Det er ikke imponerende

Dronning Margrete abdicerer, men desværre fortsætter monarkiet, og vi får ikke den republik vi også blev snydt for da Frederik 9. døde. For 52 år siden.

Jeg har i en årække været formand for Republik NU bevægelsen i Danmark, men jeg fratrådte i 2023, fordi det næsten er umuligt at skabe opslutning om den sag. Jeg stoppede ikke fordi min egen overbevisning havde ændret sig. Tværtimod er jeg, i de år hvor jeg har interesseret mig for sagen, blevet mere og mere overbevist om, hvor uheldigt monarkiet er.

Imidlertid virker mine argumenter ikke mod den storm af følelser, som aktiveres ved royale begivenheder, og det er med til at give endnu plads for den uigennemsigtige magtudøvelse, der sker i og omkring kongehuset.

Det underligste fænomen er den skamros, der ved enhver given anledning bliver kongelige personer til del. Der er nærmest en endeløs forsyning af hofsnoge i medierne, som italesætter hvor ophøjede og uovertrufne de kongelige skulle være. Det er min overbevisning, at alle gode borgere har en forpligtelse til at udpege, håne og latterliggøre disse hofsnoge.

Det seneste udtryk for den klistrede skamros er, at den just annoncerede abdikation skulle være et udtryk for dronningens vældige takt og kløgt.

En mere realistisk analyse vil vide, at dronningen har mistet grebet, og at abdikationen er forsinket damage control: Som modstander af monarkiet er jeg inderligt ligeglad med, om Joakims børn er prinser eller grever. Men hvis jeg var spindoktor for kongehuset, ville have fået åndenød, da dronningen pludseligt fratog dem titlerne og en grædende Prins Patetisk (Joakim) lod sig interviewe på åben gade i Paris.

Den manøvre fra dronningens side var enestående umusikalsk. Vi kan ikke vide, om hun har lyttet til de forkerte rådgivere dengang, men det er en rimelig antagelse, at hendes klogeste rådgivere siden stille og taktfuldt har overtalt hende til at abdicere – altså damage control men forsinket.

Da mine argumenter ikke kommer til at afskaffe monarkiet, sætter jeg min lid til den kulørte presse. Jeg glæder mig til at læse om – og se billeder af –  en konge, der mødes og ”diskuterer filosofi” med forskellige kvinder på hotelværelser rundt omkring i verden.