FORHERLIGELSE AF PSEUDOKREATIVITET

I ”Pisk eller Gulerod”  forherliger TV2 pseudokreativitet

Det var selvfølgelig ikke uden en vis frygt, at jeg sagde ja til at deltage i TV2-programmet og eksperimentet ”Pisk eller gulerod” – hvor to vidt forskellige undervisningsformer i to 7. klasser bliver testet. Med indledende og afsluttende tests skal programmet afdække, om ”pisken” eller ”guleroden” – den håndfaste klasseledelse eller den udtalte elevfrihed – skaber de bedste resultater. Journalisterne overdriver den sort/hvide vinkling som virkemiddel og har fået lavet noget, som ikke burde have fået støtte fra Public Service Fonden. Med sin helt forkvaklede konklusion er programmet ikke public service. Det er trist; folkeskolen, samfundets vigtigste fællesinstitution, kunne fortjene en langt bedre belysning.

Jeg blev hevet ind som lærer i ”pisk-klassen”, og forinden havde jeg gjort mig overvejelser om, hvor hurtigt og nemt ting kan fordrejes i et TV-program. Ikke desto mindre var jeg ivrig for at fremføre og demonstrere mine synspunkter, og jeg vil anerkende, at jeg i en række små speaks i programmet føler mig hørt. Det er jeg taknemmelig for. OG i den første udsendelse udsiger Jonathan, én af mine elever og hans forældre, netop min begrundelse for disciplin i kasseværelset: Folkeskolens væsentligste udfordring er, at vi accepterer alt for meget støj og alt for mange afbrydelser, og det er direkte ødelæggende for de elever, der som Jonathan ønsker at følge med. Hurra fordi vi har hørt og set Jonathan.

Jeg anerkender også, at jeg fremstår rimelig sympatisk i programmet, og i virkeligheden er jeg heller ikke særlig autoritær. Jeg tilstræber i sidste ende en slags oplyst samtale, som faktisk lykkedes med de charmerende elever i den daværende 7. D på Gyvelhøjskolen i Galten.

”Fakta-journalisterne” og ”de fremmeste eksperter”

Det er programmets konklusion, jeg ikke kan undlade at kritisere. Omhyggelig dokumentar journalistik er ikke videnskab, men den kan i bedste fald give en troværdig indikation på, om noget er bedre end noget andet, så det meget lille udsnit som to skoleklasser udgør, kan godt bruges i en ikke-videnskabelig men journalistisk grundig undersøgelse.

Det er ikke lykkedes her. Man får ikke indledningsvist forklaret, hvad man vil sammenligne – altså isoleret faktorerne; Er det den kreative problemløsning, formelle matematikkundskaber eller er det et samlet billede? Det hænger sammen med, at man ikke har gjort sig den ulejlighed i tilstrækkelig grad at planægge et før og et efter scenarie. I den afsluttende prøve efterligner man – blot nedskaleret til syvende klassetrin – folkeskolens afsluttende prøve i matematik efter 9. klasse. Denne er tredelt og består af:

  1. En skriftlig færdighedsprøve uden hjælpemidler,
  2. En skriftlig problemrigningsprøve med hjælpemidler samt
  3. En mundtlig prøve (hvor eleverne arbejder i grupper eller par)

Færdighedsprøven er langt den mindste del i bedømmelsen. Alligevel havde journalisterne i programmet kun indledningsvis foretaget netop en færdighedsprøve. Herefter mudrer de tingene til ved i speaks at sammenblande skriftlig færdighedsprøve med den langt vigtigere skriftlige problemregningsprøve ved kun at sige skriftlig prøve.

De matematikfaglige konsulenter Bent Lindhardt og hans assistent Pernille Pind, der pompøst italesættes som ”nogle af landets fremmeste eksperter” fulgte i øvrigt slet ikke projektet, selvom speakerstemmen siger det gentagne gange. De blev indkaldt hen mod slutningen, og de overværede aldrig vores undervisning, men var kun involveret i at fremstille og afvikle prøverne.

Mine elever klarede sig tydeligt bedre i den skriftlige problemregning. Det var også den eneste målbare forskel, men da der netop ikke var en baseline prøve i skriftlig problemregning, kan det ikke på nogen sikker måde tilskrives min undervisning, ligesom en mulig kreativitet ved den mundtlige prøve i den anden klasse af samme årsag – ingen mundtlig baseline prøve – ikke på nogen sikker måde, kan tilskrives ”gulerodsmatematiklæreren” Carsten Hermansens undervisning. Det skal i øvrigt anføres, at selvom klasserne var blevet undervist i samme pensum, tonede Bent Lindhardt opgaverne til en mundtlige prøve lidt forskelligt. Det øger naturligvis heller ikke sammenligneligheden.

 

De kreative, ædle vilde

Jeg hylder kreativitet og innovation, men i konklusionen antydes en slags modsætning mellem træning i formelle færdigheder og kreative løsninger. Og netop den modsætning, ser jeg som falsk på grænsen til det enestående idiotiske. Det er meget tydeligt i programmets bedømmelse af elevernes formåen i faget dansk. Det er da fint, at børn i 7. klasse lærer at føre samtaler om litteratur og – som det siges – er lyttende, debatterende og reflekterende, men de skal bare kunne nogle begreber, ellers er det ikke et fag, men kunne være en hyggesnak i skolegården. Skoleelever er nemlig ikke kreative ædle vilde, der vil finde ud af tingene selv, hvis man ikke præsenterer dem for det.

En lignende tankegang ses, når det gælder matematikken. Bent Lindhardt er vild med det, han opfatter som spændende og kreative løsninger på de opgaver, han har fundet på. Det kan man høre i udtalelser som: ”Man kan se, at D klassen måske i deres iver efter at lave den rigtige matematik nogen gange har svært ved at få kontakt til den hverdagsproblemstilling, vi ofte stiller, når vi laver den mundtlige evaluering.

 

Eller når Bent Lindhardt med tantet begejstring beretter om gulerodsklassens opfindsomhed, om deres storartede, ja grænseoverskridende evner ud i innovation, nytænkning. Og han får sagt til kameraet, at ”det ville andre aldrig have gjort

Faktum er blot, at eleverne i ’Pisk’- og ’gulerods’-klassen får nøjagtig samme score i den mundtlige prøve, men alligevel er der med eksperterne som heppekor og i programmets klipning skabt en voldsom og lovprisning af resultaterne hos eleverne i gulerodsklassen. Der bliver udråbt en vinder på et falsk grundlag, som taler direkte ind i den fjollede forherligelse af touchy-feely pseudokreativitet, som vi har fået tudet ørene fulde alt, alt for længe i den pædagogiske debat.

Fra eksperter bør man forvente saglighed, men vi oplever i stedet holdninger og følelser hos de to konsulenter. Derimod bliver vi ikke klogere på, hvad det er, eleverne i gulerodsklassen gør så godt.

”Professionalisme”

Min fornemmelse er, at konsulenterne Bent Lindhardt og Pernille Pind mest bare har samme ideologi som ”gulerodsmatematiklæreren”

Carsten Hermansen, men jeg kan jo tage fejl. Så jeg besluttede mig for at prøve at få det belyst lidt bedre og skrev derfor følgende i en mailkorrespondance med Bent Lindhardt:

Jeg vil dog altid gerne blive klogere, så jeg håber, du vil give mig en kort skitse af 7E elevernes kreative løsning på f.eks. den med juicebrikkerne.”

Jeg vil slutte af med bede min læser om at forholde sig til ekspertens svar, da jeg på den måde ville kigge ham over skulderen:

”Som du kan notere dig ud fra udsendelsen oplevede vi begge en øget kreativ problemløsningsadfærd i Carstens klasse og her må du forlade dig på min og Pernilles professionalisme i situationen”.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *